Med fare for at forsimple tingene står vi ved en digital skillevej:

Vi kan enten fortsætte med at jage det næste store teknologiske vidunder båret af fascinationen af alt det nye og spændende og de muligheder, det kan kaste af sig i sig selv.

Eller vi kan begynde at tage et mere menneskeligt udgangspunkt, hvor de ting, vi beskæftiger os med er båret af noget større end teknologi alene, og hvor løsningerne er guidet af fundamentale principper om bl.a. etik, moral og respekt for den enkelte. Samt ikke mindst løsning af konkrete problemstillinger.

Vi burde kunne kombinere de to. Men jo mere, jeg ser og hører, jo mere tænker jeg, at det er et valg, vi står overfor. Et vigtigt valg.

Fundamentale anskuelser

Og hvorfor tænker jeg så det? Lad mig starte med at bruge en analogi fra den nyligt overståede Black Friday. For det førte til en interessant diskussion derhjemme.

Min bedre halvdel og jeg selv har således vidt forskellige indgange til årets største shopping-dag. Mens hun som tilbudsjæger absolut intet problem har med diverse tilbud – jo flere, jo bedre på ting, som vi eller vores børn faktisk har brug for, jo bedre – er jeg langt mere skeptisk og ser i virkeligheden mere Black Friday som en tvivlsom forretningsmæssig disposition koblet med et ridt mod et merforbrug, som jeg på ingen måde føler er bæredygtigt endsige ansvarligt i længden.

Det er to vidt forskellige anskuelser. Og der skal være plads til at have respekt for dem begge. Men de har også nogle implikationer for, hvordan vi lever vores liv og træffer beslutninger. Og på samme måde er det med diskussionen om den overordnede digitale dagsorden.

Er tech-feberen for nedadgående?

Mens der ingen tvivl er om, at der stadig findes rigtig mange, der er grundfæstnede i en dyb begejstring for ny teknologi og dens muligheder, ser jeg også tegn på forandring.

Det gør jeg f.eks. når jeg kommer ud og besøger diverse virksomheder. De er helt med på, at de skal gå den digitale vej, og de investerer også rigtig mange ressourcer i at gøre det. Men de leder i stadigt stigende grad efter en mere fornuftig og holdbar måde at gøre det på, hvor det ikke er begejstringen for den smarte dims, der driver beslutninger men tværtimod et klart og tydeligt mål med mening. Og gerne et der også skal kunne finde vej til bundlinien.

Mange virksomheder har nemlig været rundt om den blok, hvor man overbevises om noget ny teknologi, investerer – og venter forgæves på den lovede gevinst. De har været det flere gange. Og er blevet skuffede så mange gange efterhånden, at de spørger, om det ikke kan gøres bedre.

Et andet udgangspunkt

Og det kan det jo selvfølgelig. Men når man skal ændre kurs og begynde at træffe beslutninger på en anden måde, har man brug for andet og mere end en tanke om at gøre det for at ændre retning. Man har brug for et mere konkret holdepunkt, som man kan bruge til at analysere behov og værdi ud fra for så derefter at træffe beslutning om, hvilke initiativer, der skal tages.

Det er her bl.a. etikken og moralen kommer ind i billedet. Eller i virkeligheden bare værdi. Det er her, hvor virksomhederne i stadigt stigende omfang begynder at få øjnene op for, at hvis en løsning skal kunne skabe værdi ude på kundesiden, er det nødvendigt, at det er en fundamental god løsning i den forstand, at den rent faktisk løser nogle konkrete behov for kunden mere end, at den er endnu et redskab til at sælge mere ud fra en klassisk indefra-ud tankegang.

Det er her, hvor salg- og marketingfolk begynder at spørge sig selv om, hvad det i virkeligheden er, de laver, og hvor foie gras-metoden med digital tvangsfodring af digitale budskaber til kunderne i håbet om at sælge marginalt mere bliver mindre og mindre attraktiv, jo mere man taler om det.

Katalysator for forandring

Når disse former for ændringer begynder at ske derude, kan det skabe en større bølge af forandring. For når først maskinerne begynder at standse op – eller deres herrer gør det for dem – for at overveje, hvad det egentlig er fornuftigt og rigtigt at gøre, bliver det acceptabelt for andre at gøre det samme.

Så er det, at de, der indtil videre er blevet blæst bagover af de teknologi-fascinerede pludselig også tør komme frem, begynde at bruge deres stemme og vurdere mange løsninger for det de er – Kejserens Nye Klæder – i ønsket om, at de næste løsninger, der kommer frem er mere fokuseret på at løse reelle, identificerede problemstillinger fremfor at forsøge at slå verden med forbavselse over, hvor fantastiske, de er teknologisk set.

Groft sagt kan man sige, at vi er ved at være der, hvor vi ved, hvor meget der kan lade sig gøre, og at dette i sig selv ikke længere er nok. Fremover handler det derfor i stedet mere om at finde ud af, hvad der skal kunne lade sig gøre – og ikke mindst hvorfor – og så spænden teknologiens muskler foran for at få det til at ske.

Muligheder for Danmark

Er vi først nået dertil, begynder perspektiverne at være virkelig store. For ser man på alle statistikker over spildprocenten indenfor digitale investeringer, hvor resultatet ikke står mål med anstrengelserne, begynder vi at have konturerne til noget, danske virksomheder kan slå sig op på og brande sig på også i forhold til den store omverden.

For det kunne da være fantastisk, om Danmark ikke kun var kendt som et digitalt foregangsland men også som et foregangsland, når det handler om at anvende teknologien relevant, klogt, etisk forsvarligt, bæredygtigt og værdiskabende til at løse nogle af de mange meget reelle og store udfordringer, verden som sådan kæmper med.

Og det er så her, det med skillevejen kommer ind igen. For mens denne skitserede mulighed eksisterer og er der til at blive forfulgt, virker det stadig som om, at mange af de, der traditionelt sætter dagsordenen i Danmark, når det gælder teknologiens lyksaligheder hænger fast i det spor, hvor det mere handler om teknologien for teknologiens egen skyld, end hvad man konkret gør med den og skaber af værdi på en måde, der ikke kun giver klingende bundlinie men også langt større tilfredshed og – nå ja – basal menneskelig glæde.

Det trækker op til et opgør. Og udfaldet af det vil komme til at blive afgørende for, hvilke muligheder Danmark, danske virksomheder og os alle for den sags skyld fremover får, når det gælder konkurrencen med den store omverden indenfor dette meget væsentlige område.

(Foto: Pixabay.com)