Mediawatch er ude med resultatet af en undersøgelse fra analysefirmaet Wilke, der viser, at mens halvdelen af danskerne efterlyser muligheden for at kunne foretage mikrobetalinger for enkelte artikler på f.eks. aviser og magasiner, er der ikke ret mange, der rent faktisk kunne forestille sig at betale.
Som sådan understreger undersøgelsen dermed en efterhånden gammel pointe om, at der er forskel på, hvad folk siger, de gerne vil, og hvad de rent faktisk har tænkt sig at gøre, når det kommer til stykket. Men betyder resultatet så, at man skal afskrive muligheden for mikrobetalinger?
Det forkerte spørgsmål
For at starte et svar på det spørgsmål et helt andet sted, kan man undre sig over, at spørgsmålen om betalingsform pludselig er blevet det centrale i spørgsmålet om, hvorvidt medier kan lykkes med at tage betaling for indhold. For jeg vil vove og påstå, at det faktisk er det mindst vigtige.
I gamle dage – da jeg var knægt – kunne man gå ind i en butik og betale enten med kontanter eller med check. Lidt senere kom Dankortet til, og der var en periode, hvor de der havde sådan et virkelig var helt fremme i skoene. Pointen er dog: Havde betalingsmidlet noget som helst at gøre med, hvilke varer kunderne endte med at købe?
Nix. For hvad købte de? De varer, de havde brug for. Hverken mere eller mindre.
Et spørgsmål om værdi
Det samme gør sig gældende i medieverdenen. Det handler ikke om, hvorvidt man kan betale på den ene eller den anden måde. Det handler kort fortalt om noget andet og ganske banalt:
Tilbyder medierne en vare, der i sit omfang, indpakning og ikke mindst indhold og relevansen af samme modsvarer det beløb, medierne kræver af mig som mediebruger?
Længere er den ikke. For der findes masser af medier, der har stor succes både med abonnement og med styksalg. Netflix og Spotify hører til de første – og ja, de er også medier – mens flere og flere især udenlandske fodboldklubber oplever en stigende succes med at sælge ‘match passes’ til streaming af én kamp for en pris, der er mindre, end hvad en kop halvlunken filterkaffe koster på gaden i København.
Hvad er I værd?
Så der er masser af betalingsvilje og betalingsevne derude blandt mediebrugerne – kunderne om du vil. Derfor må det drilske spørgsmål nødvendigvis være dette:
Når der er masser af betalingsvilje og betalingsevne – for ikke at tale om betalingsmidler og -løsninger – derude, hvordan kan det så være, at medierne har så svært ved at få en del af den kage?
Kunne det f.eks. tænkes, at det er fordi der er et misforhold mellem produktet, indpakningen og især prisen – og så den oplevede værdi og kvalitet af den vare, der rent faktisk tilbydes, når man har kørt Dankortet igennem?
Da jeg i sin tid var hos Berlingske Media lancerede vi BT Plus. Den første artikel, der virkelig solgte handlede om 17 (mener jeg) måder at forårsrengøre sit hus på. Ja, man kan grine ad det, men det var indhold, der klart og tydeligt indikerede en værdi, og som de, der købte den, havde brug for, fordi de netop stod og skulle gøre forårsrent og da egentlig godt kunne bruge en praktisk tjekliste.
Og sværere er det ikke. Det handler ikke om at diskutere det ene system frem for det andet eller den ene betalings- eller abonnementsmodel frem for den anden. Det handler først og sidst om at have et produkt, som kunderne rent faktisk efterspørger i en sådan grad, de overhovedet gider finde Dankortet eller MobilePay frem.
Sker det, skal de nok finde ud af at bruge det. Tro mig.
(Foto: Pixabay.com)