Findes der ind imellem digitale løsninger, hvor man må spørge sig selv om, hvorvidt det har skabt større problemer end det problem, løsningen var sat til at løse?

Svaret på det spørgsmål er “Ja”. Og en klar case, på at det skam godt kan være tilfældet, er ForældreIntra.

Sejret ad Helvede til

Og hvorfor er det så det. Jo, fordi det system, der skulle bringe forældre tættere på deres børns dagligdag i skolen fagligt såvel som socialt måske reelt set er ét, der graver de sociale grøfter i samfundet dybere. Vel at mærke de samme grøfter, som folkeskolen har som et af sine fornemste formål at være med til at udligne.

Det ligner da umiddelbart en sejr ad Helvede til. En sejr hvor man er lykkedes noget så diabolsk med at skabe et system, der ikke er blevet en snorlige løsning for de fleste men en pestilens for mange. Og det uanset om man bruger det meget, og nærmest er afhængig, eller man af princip vælger aldrig nogensinde at logge ind i det.

Er det brugerens skyld?

Men systemet er faktisk ikke det interessante at diskutere her. Det er derimod de argumenter, der fremføres for, hvorfor systemet er fint, som det er, og det naturligvis er brugerne, der er noget i vejen med.

For det siger sig selv, at når nogle kan føle stress over ForældreIntra, er det jo forældrenes egen skyld. De kan jo bare lade være med at være så afhængige, skrive om alt, få notifikationer om alt og i det hele taget lade det fylde for meget. Eller i det mindste lade sig irritere væsentlig mindre, end tilfældet er for mange.

For det har selvfølgelig ikke noget at gøre med, at behovet for systemet set fra en synsvinkel udenfor systemet, har været minimalt grænsende til ikke-eksisterende. Vi klarede den jo fint før – forældre som lærere. Og det har slet ikke noget at gøre med, at det har været vigtigere at digitalisere noget, der kunne digitaliseres fremfor at digitalisere det, der faktisk var behov for at sætte nuller og et-taller på.

Fatalt argument

Hele det argument er jo fatalt. For hvis vi accepterer argumentet om, at det bare er brugerne, der skal lære at bruge et system ordentligt, er bolden endegyldigt givet op til, at der kan udvikles hvad som helst og til hvilken som helst pris, bare der er én med tilpas antal stjerner på skuldrene, der bestemmer sig for det.

Ja, naturligvis er det defacto sådan, det er i dag. Og det er også en af grundene til, at Danmark er verdensførende indenfor offentlig digitalisering. Men det er samtidig en af grundene til, der næppe findes ret mange andre lande over hele kloden, hvor der gennem de seneste 20 år er blevet spildt flere skattekroner per indbygger på dårligt tænkte, dårligt udførte og helt unødvendige offentlige it-systemer.

De fleste er klar over, at dette er et problem, og at der er brug for at gøre noget drastisk ved det for at få ‘hit rate’ på offentlige it-investeringer betragteligt op. Og i præcis den sammenhæng er argumenter om, at det faktisk er ‘brugernes skyld’ – og at det i hvert fald aldrig er hverken beslutningstageres eller udvikleres skyld – det rene gift.

Brugeren har altid ret

Som udgangspunkt har jeg personligt ingen stærke følelser for ForældreIntra hverken i den ene eller den anden retning. Det fylder ikke nok i min hverdag til at være et problem og slet, slet ikke en stressfaktor. Så dette er ikke et angreb på ForældreIntra i sig selv.

Men det er derimod et angreb på den fejlslutning, at når digitalisering mislykkes og skaber større udfordringer for mange end glæde og effektivitet, er det aldrig bagmændenes/-kvindernes skyld. Så er det altid os andre almindelige dødelige, der “ikke har forstået det” og “bare lige skal vænne os til det”. Den går simpelthen ikke mere.

Der findes i dag så mange effektive metoder til at sikre, at ethvert it-projekt og ønske om at sætte strøm til og effektivisere noget, man betragter som et problem, det er værd at gøre noget ved, kan valideres og tjekkes for, om det faktisk ér et problem, inden man nogensinde går i gang, at der ikke er nogen undskyldning for at lade være.

I et samfund, hvor vi generelt hylder betydningen af “rettidig omhu”, er der ganske enkelt ingen vej udenom at tage brugerne i ed, deres behov alvorligt og benytte disse til at definere fremtidige løsninger, der bringer os fremad og gør hverdagen lettere for alle, fremfor at skabe nye problemer, der med lidt omtanke kunne være undgået.

Alt andet er dovenskab. Og slet, slet ikke brugernes skyld.

(Foto: Pixabay.com)