Teknologi kan være en fascinerende størrelse. Og når teknologien for alvor bliver implementeret til gavn for brugere med et reelt behov, der kan løses ad denne vej, er det som udgangspunkt en god ting. Men der er også en slange i Paradis.
Slangen hedder finansieringsmodellen for mange af disse aktører, der gerne vil erobre verden. Langt de fleste af dem, der virkelig brager igennem, gør det på baggrund af mere eller mindre gavmilde investorer, der har skudt en masse risikovillig kapital ind i disse virksomheder i jagt på verdensdominans eller det, der ligner. Uden disse midler ville disse virksomheder ikke overleve længe.
Men hvad er det så, der driver investorerne?
Ingen filantropi
Filantropi? Næppe. Nogle få men ikke mange. Og de, der virkelig er filantroper, har sjældent penge i klemme i de helt store mastodonter – de går mere efter nicherne, hvor det hele bliver lidt mere nørdet.
Ønsket om en fed forrentning? Uden tvivl. Det er en almindelig tommelfingerregel, at f.eks. venture kapitalister altid kigger efter muligheden for at få den indskudte kapital mindst 10 gange igen ved et exit enten i form af et salg til en anden virksomhed eller en børsnotering. Og det er der absolut ingen grund til at være imod. Det er almindelig købmandskab.
Nogle skiller sig ud
Men der er også de aktører, hvor der bare pløjes penge ind, så det står efter, og hvor virksomheden suger den ene store investering efter den anden op.
Uber er et rigtig godt eksempel. Den virksomhed eksisterer reelt kun på ryggen af virkelig risikovillige investorer og deres subsidier til driften.
Hvad er det, der kendetegner sager som Uber. Spørger man Anil Dash er det muligheden for at skabe sit eget – falske – marked. Et marked som kun tilsyneladende er et marked, men som i virkeligheden slet ikke er noget marked. Hvor det for lovgivere og de, der entrerer med det ser ud, som om dette er det nye sorte og fremtidens økonomi, men hvor sandheden i virkeligheden er, at investorerne kun bliver ved med at skyde milliardbeløb ind, fordi de glæder sig til at kunne cashe ind den dag, hvor verdensherredømmet og monopolmarkedet ér etableret – og hvor man virkelig kan begynde at sætte tommelskruerne på.
Husk spørgsmålene
Som sådan har jeg intet imod Uber. Man kan finde mange gode argumenter for, hvorfor det er en god idé med konkurrence til taxierne rundt omkring, ligesom man kan finde gode argumenter for, hvorfor det er en spændende vision en dag at kunne erstatte de mange ‘fyraftenschauffører’ med selvkørende biler.
Men man må også godt engang imellem stille spørgsmål. Kigge lidt længere frem og fundere lidt over, hvad det store mål mon i virkeligheden er? Og om dette mål, når det kommer til stykket, er attraktivt for andre end virksomheden selv og dens investorer?
Teknologi er ikke kun for de få
Jeg skal ikke kunne sige, om Anil Dash har ret i, at man netop med Uber har god grund til at råbe vagt i gevær, klæde kejseren af helt ind til skindet og kalde det, hvad det er; et forsøg på at skabe et monopolmarked hinsides enhver form for regulering og med ubegrænsede muligheder for efterfølgende profit grænsende til ren udbytning. Men jeg synes, tanken er værd at diskutere.
For der findes mange udfordringer omkring teknologi, og en af dem er helt sikkert, at de, der er sat i verden for at regulere og tage vare på almenvellet er håbløst bagefter på point hele tiden. Det inviterer til, at der er nogen, der forsøger at udnytte det for egen vindings skyld. Og selvom man aldrig per definition skal skyde alle andre alskens lyssky motiver i skoene er der bare rigtig god grund til at stille kritiske spørgsmål til disse aktører. Og stille flere kritiske spørgsmål, når de enten ikke svarer eller svarer udenom på de første.
På den måde kan vi måske sikre, at teknologien i sidste ende kommer til at arbejde for de mange og ikke bare for de få.
(Foto: Flickr/judylcrook)