I disse dage er det et år siden, at min bog “Den effektive digitale strategi” udkom.

Siden da er den meget praktiske guide til, hvordan man starter en webstrategi op, identificerer hvad den skal kunne fra et slutbrugerperspektiv, bruger den til at udvikle sin relevante løsning og drifter den effektivt bagefter blevet downloadet mere end 700 gange.

Alligevel er der stadig dem, der mener, at strategi som koncept er død. Jeg vil gerne argumentere for, det er mere vigtigt med en rigtig strategi end nogensinde før. 

Hovedløs tilgang

Mange af de tiltag, jeg ser rundt omkring i dag minder nemlig – i fraværet af egentlig strategi – mere om en hovedløs hønes jagt på…ja, hvad egentlig?

Er det en strategi i sig selv at fokusere enøjet på nye teknologier, kaste sig over dyre udviklingsprojekter og derefter forsøge at finde et problem, man rent faktisk kan løse med sin løsning? Måske. Men jeg vil til enhver tid mene, det er en alt anden end effektiv én af slagsen. Tværtimod, det er en enestående måde at blive fattig på. Så hvis det er planen, kan man kun sige “Tillykke, I lykkedes”. 

Er det en strategi i sig selv at sige, man vil være “kundecentrisk”, “brugervenlig” og “værdiskabende”. Nej, selvfølgelig er det ikke det. I bedste fald er det lutter klichéer fra buzzords-verdenens store overskudslager. I værste fald spild af tid, der ikke giver nogen form for anvisning på, hvad det egentlig er I skal i din virksomhed. 

Brug for retning

En god strategi er der derfor stadig brug for. En strategi, der fortæller noget om, hvor det er du og din virksomhed gerne vil være om seks måneder, 12 måneder, 24 måneder eller måske endda fem år. En strategi, der fortæller noget om, hvad ikke alene din virksomheds ambition er, men også hvad det er for tiltag i det daglige, I anser for vigtige for at nå derhen. 

Det handler om at finde ud af, hvad målet er, og hvorfor det er det? Ikke mindst det sidste er vigtigt, fordi alt for mange i dag ikke lader til at bruge mange kræfter på på egen hånd at definere et ‘hvorfor’ for deres digitale aktiviteter.

Skil jer dog ud

I stedet skeles der mod naboen, konkurrenten eller den seneste trend fra Silicon Valley, og det er erfaringsmæssigt omtrent den mindst effektive tilgang til tingene, hvis man gerne vil det, som en strategi i sin reneste form egentlig er udtryk for:

Din virksomhedens helt særlige mål ved hjælp af jeres egen særlige tilgang til tingene og måde at skabe værdi for jeres kunder på. 

For det er ved at være anderledes – ikke ligesom – ens konkurrenter, at man vinder i sidste ende. I hvert fald hvis ens plan og ambition er andet og mere end at være de sidste, der er tilbage, når man har konkurreret hinanden benhårdt ned i et prispresset commodity-marked. 

Den moderne strategi

Og nej, det er ikke fordi, det behøver at være svært at lave en god og effektiv strategi. Og nej, den behøver heller ikke taget den klassiske form som Powerpoint eller støvet ringbind nummer 352 til reolen. 

Det kan sagtens være en meget kort ting.

Ganske få sider i virkeligheden, hvor det primære krav til den er, at den er skarp, velformuleret og genstand for nogle klare til- og fravalg begrundet i en virkelig stærk forståelse for jeres marked og kunder. 

Supplér den gerne med en prioriteringsmodel, der er kalibreret efter dels hvilke strategiske mål, I har i jeres virksomhed og dels jeres spidskompetencer og måder at gøre tingene på.

På den måde får i en operationelt effektiv strategi, der giver jer mulighed for i løbet af meget kort tid at identificere, hvilke idéer, I får, der skal arbejdes videre med – ‘on strategy’ – og hvilke der umiddelbart kan arkiveres – ‘off strategy’.

Brug for klarhed

Jeg indrømmer, det ikke er det voldsomme setup, og at det i forhold til klassisk strategi er meget decimeret. Men det er langt, langt bedre end ingenting. 

Det er langt bedre end at forsøge at jagte udviklingens hale og i virkeligheden hele tiden være lidt bagefter de andre. Det er langt bedre end at forsøge at kopiere andres gode idéer, fordi kopien alligevel aldrig bliver ligeså god og effektiv som originalen. Og det er langt, langt bedre end i realiteten ikke at kunne fortælle dine omgivelser, medarbejdere, kunder m.m., hvorfor det er I gør, som I gør. 

Og så giver det langt bedre motivation og drive i det daglige. Og dermed også en langt bedre mulighed for rent faktisk at nå nogle konkrete, positive resultater til gavn for såvel din virksomhed som for dig selv. 

(Foto: Pixabay.com)