Uagtet at deres andel af markedet er blevet mindre og mindre de senere år, fortsætter de klassiske mediehuse – aviserne primært – med at kæmpe kampen for annoncemarkedet mod internationale giganter som Facebook og Google, der allerede – og på alle parametre – har vundet den kamp.
Det skal de i sagens natur have lov til. Men det kan godt være en anelse frustrerende at se på, hvordan den journalistiske kvalitet lider i de evige sparerunder og i jagten på klik, når det falder lige for at tænke, at mange af de ressourcer kunne være brugt på at finde den fremtidige vej.
For der er en fremtidig vej. Og ja, den hedder betaling for indhold. Men på en anden måde end vi måske hidtil har snakket om det på.
Indtil nu har snakket om betaling for indhold meget handlet om, hvordan vi kunne få kunderne til at betale for indhold, der allerede var produceret og som alternativ til at tjene pengene på annoncer. Det har vist sig at være en meget svær vej, og det skyldes måske i virkeligheden, at den er forkert.
Avisernes forretningsmodel har nemlig aldrig været at sælge indhold. Avisernes forretningsmodel har været nøjagtig den samme som Facebooks og Googles i realiteten er nu: Kapitalisering på et monopol skabt på basis af at være de eneste, der ejede og havde adgang til en trykpresse.
Vend diskussionen om
Derfor skal hele betalingsdiskussionen tages ad en anden vej. Den skal flyttes fra at betale for outputtet – nyhederne, analyserne og andet, det er svært at finde betalingsvillighed for, medmindre man har en meget nichepræget markedstilgang – og så over til at betale for input.
Ja, betalingsvilligheden findes måske i virkeligheden der, hvor det handler om for kunderne at betale for, at der stadig er nogle, der har ressourcerne og incitamentet til at holde magthaverne i ørerne og få de historier frem, der gør hele forskellen for, om vi lever i et oplyst demokrati eller ej.
Man kan kalde det for en form for medlemsmodel. En model hvor man betaler for forventningen om, at man får noget ud af det, men hvor man omvendt også er indstillet på, at det kan gå alle veje hen.
Udnyt forenings-glæden
Kender vi den model i forvejen? Naturligvis gør vi det. Vi er jo i Forenings-Danmark.
Stort set alle danskere er på en eller anden måde medlem af en forening, og vi betaler gladeligt for det privilegium det er at være medlem af vores udvalgte klub. Vi deltager i aktiviteter, møder m.m., som vi nu lyster, og engang imellem glipper det også. Medmindre vi konsekvent ikke har mulighed for at nå med, er det ikke noget, der påvirker vores lyst til fortsat at være medlem – vi bliver gladeligt ved med at betale. Hvorfor? Fordi det er en del af vores identitet.
Fitness-kæderne er måske i virkeligheden et bedre eksempel. Findes der nogen klub i Danmark, hvor flere betaler og reelt set får så lidt ud af det – og har det helt fint med det – som i fitness-kæderne? Næppe. Hvorfor skulle den model ikke kunne overføres til medierne?
Medierne er deres egen fjende
I virkeligheden kan man spørge sig selv, om ikke den væsentligste barriere for at kunne lykkes med at prøve en sådan model af er medierne selv. For de er stadig så overbeviste om, at de har en relevant rolle at spille i et annoncemarked, der forlængst har bevæget sig videre, at det eneste de reelt set gør er at spænde ben for dem selv.
Det er faktisk en lidt aparte situation, når man tænker over det. Og man kan kun håbe på, at der på et eller andet tidspunkt snart er en mediechef eller to, der kommer ud af den vildfarelse (selvom jeg personligt ikke holder vejret i spænding).
(Foto: Pixabay)