Note: Nedenstående er en kommentar lidt udenfor nummer affødt af min seneste tjans som censor ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og nogle væsentlige observationer, jeg gjorde mig i den forbindelse. Jeg undskylder, hvis det er en smule off topic. Men det er væsentligt, vi får en debat om dette.
Medierne har været i en eller anden form for krise de seneste godt 20 år, siden internettet fik sit folkelige gennembrud. Til trods for støt stigende trafiktal på websites, er der ikke noget, der kan skjule, at de fleste medier har mistet mere omsætning fra ‘den gamle forretning’, end de har vundet med den nye – og dermed netto tabt terræn.
Det har også kunnet ses på produkterne. Og kan ses på produkterne. Der er ikke bare blevet skåret ned bag scenen på tryk, distribution og andre former for faste omkostninger. Der er også blevet skåret i redaktionerne og herunder ikke mindst i journalisternes mulighed for effektivt at udøve det fag, de er uddannet til.
Og nu er vi nået dertil, hvor dette begynder at få en effekt på mediernes evne til at udføre deres rolle som vagthunden overfor magthaverne og rollen som ‘den 4. statsmagt’.
Er nye journalister dygtige nok?
Den konkrete nye – og alvorlige – udfordring er vækstlaget i dansk journalistik; de nye journalister der i disse dage kommer ud af de tre uddannelser, der er til journalist i Danmark.
Mens der er masser af talent, og uddannelserne for deres del gør deres bedste for at klæde de studerende godt på, står det mindre godt til med de dimitterende studerendes evne til at bedrive journalistik i sin kerne-form.
Disse studerende har ganske enkelt fundamentale udfordringer med at arbejde dedikeret, journalistisk med én problemstilling i de 6-8 uger, som bacheloren er berammet til. De har pludselig oplevet noget nyt: At få god tid til at fordybe sig. Og de kommer til kort.
Forkert fokus på medierne
Dette skyldes, at mange studerende i deres praktiktid – der er en fast del af uddannelsen – for manges vedkommende har været i praktik på nyhedsmedier. Her har det ikke handlet så meget om uddannelse, som det har handlet om at få en vagtplan til at gå op med billig arbejdskraft og høje krav til kvantiteten af output.
Det betyder, at de journalister, der nu skal ud og grave og udøve deres fag er opflasket til at kunne arbejde hurtigt på én-kildes historier, der er fundet frem under pres for en hurtig deadline og derfor ofte ikke er researchet specielt imponerende. Halve sandheder, catchy rubrikker og clickbait dominerer, mens den journalistiske færdighed får mindre og mindre plads.
Grundighed savnes
I bachelor-sammenhæng får denne ‘uddannelse’ den konsekvens, at de studerende har svært ved at komme rundt om en historie. De har svært ved at se bag historien og opdage, om der måske ligger en endnu bedre og mere væsentlig historie af stor relevans, der ligger og venter på at blive fortalt frem for den lidt mere sensations-agtige vinkel, de er opdraget på medierne til at gå efter.
De har også svært ved at stille kritiske spørgsmål. De har svært ved at konfrontere partskilder med relevant kritik, og de har let ved at bringe partsindlæg til torvs, uden man får nuancerne med.
Alt dette er en kæmpe udfordring, hvis man gerne vil ud og bedrive klassisk, kritisk journalistik, der holder magthaverne i ørerne. Men som sagt: Det er svært at klandre de studerende selv, for de har aldrig fået andet at vide. Tværtimod. Medierne har gjort dem en bjørnetjeneste.
Tegningen til en ursynd
Dermed tilføjer denne ‘synd’ sig til perlerækken af udfordringer, som mediebranchen over årene med manglende rettidig omhu har været med til at påkalde over sig selv. Det er på mange måder tragisk.
Det er især tragisk, fordi kunderne til det gode produkt med stor sikkerhed er der. Der er masser af kunder, der er klar til at betale for ‘news I can use’, der afviser overflade og den kvantitative tilgang for i stedet at ønske en dybde og en kvalitet. En dybde og kvalitet der skaber en tryghed for, at der er nogenlunde opmærksomhed og styr på udfordringerne i samfundet, og at gode kræfter arbejder for gode løsninger.
Medierne leverer bare ikke på den. Set fra en Value Proposition Design-synsvinkel (se illustration i toppen), gør man nærmest en dyd ud af at lave mindst mulig ‘fit’ mellem det, kunderne egentlig har brug for og ønsker og det produkt, man vælger at levere.
Man bliver ved med at sætte hastighed og sensation over substans og dybde. Man bliver ved med at italesætte kriserne uden at komme med løsninger. Og er der ikke krise nok, gør man gerne, hvad man kan for at skabe mere af den selv.
Man går også stadig efter en omnibus-model med ‘noget for alle’, selvom den model forlængst er død i det fragmenterede online mediemarked, vi kender i dag. Og man bliver ved med at jagte et annoncemarked, der er om ikke dødt så dog virkelig massivt udfordret.
Alt dette er galt nok i sig selv. Men når man begynder indirekte at ødelægge kvaliteten i vækstlaget ved at lade kommende journalister spore sig ind på en vej, der ikke er i overensstemmelse med mediernes store, væsentlige formål, så er der grund til at råbe mere end vagt i gevær.
Så er det tid til, at noget siger: Nok er nok.
(Egen illustration)