Mediet, jeg har brug for

Til foråret 2019 har jeg fornøjelsen af at være underviser på et intensivt innovationskursus for mediefolk udbudt af Medietrends/Jan Birkemose via Mediernes Efteruddannelse.

På kurset bliver der udover nogle spændende virksomhedsbesøg rig mulighed for at stifte bekendtskab med nogle af de effektive innovationsmetoder, jeg anvender i mit daglige arbejde, og som er meget velegnede til at få prøvet selv meget anderledes og skæve idéer af – hurtigt, enkelt og billigt.

Jeg prædiker i den forbindelse altid, at idéer i sig selv ikke er noget værd, før de er blevet luftet og afprøvet i virkeligheden og gerne i så lille skala, at der er grænser for, hvad man kan tabe, hvis det skulle vise sig, at idéen alligevel ikke er god.

Men når det er sagt vil jeg i lyset af kurset her gerne lufte mig eget helt u-validerede bud på, hvad en ny mediemodel kunne være. Om ikke andet så for et medie, som jeg faktisk savner, og som jeg føler, jeg har behov for. 

Fokus på de vigtige ting

Det første, jeg savner, er et medie, der udelukkende beskæftiger sig med problemstillinger af virkelig tung observans. Som udgangspunkt er jeg nemlig ligeglad med stoleleg og taktiske drillerier på Christiansborg, ligesom jeg generelt er helt uinteresseret i almindeligt sladder, uanset om det kommer fra det politiske miljø eller Se&Hør-segmentet.

Et passende udgangspunkt for, hvad det medie, jeg savner, derfor kunne beskæftige sig med kunne være FN’s verdensmål omsat til en dansk kontekst. Altså de helt store udfordringer, som vi alle på en eller anden måde er påvirket af i dag eller bliver det lige om lidt – og det i voldsom negativ grad, hvis der ikke kommer mere opmærksomhed og handling i den rigtige retning bag.

Det ville være et rigtig godt udgangspunkt at bygge et medie op omkring rent indholds-/sektionsmæssigt for mig som læser.

Regn den ud

Med de emnemæssige fokusområder på plads savner jeg dernæst en redigering, der forholder sig direkte til, hvor væsentlig en sag er.

Som nævnt har jeg intet behov for Jesus-typer til en sladder-historie, uanset om personen involveret så måtte være nok så kendt. Men jeg har brug for Jesus-typerne, hvis det er en historie, som jeg pinedød som læser er tvunget til at forholde mig til, fordi den bare lige præcis er så væsentlig.

Men hvordan finder man så ud af, hvornår de store typer skal i spil, og hvornår det i virkeligheden blot kan og bør ordnes med en notits? Det gør man naturligvis ved at regne effekten af historien ud. Enten effekten på Danmarks BNP, folkesundheden, CO2-udledningen eller noget andet.

Jo større effekt, jo større typer og opslag. På den måde kan jeg i min travle hverdag hurtigt se, hvad jeg virkelig bør forholde mig til og standse op ved, og hvad der bare er vigtigt men stadig mest i afdelingen ‘nice-to-know’. Det ville være en helt ny måde at redigere på – ikke ud fra en redaktørs flair eller erfaring men udfra kolde, kølige beregninger. Facts med andre ord (eller så faktuelt som det nu kan gøres, når man anvender de bedst mulige regnemodeller.

Nye skills

Dette stiller selvfølgelig krav til bemandingen på dette medie. Og ja, jeg vil have fageksperter. Jeg vil både havde nogle, der er helt inde i selve stofområdet og ved alt, hvad der er værd at vide om f.eks. klima.

Og jeg vil have nogle, der sekunderer dem, der vitterligt på nærmest videnskabelig vis kan regne den ud og verificere for mig, at datagrundlaget er i orden til at kunne vurdere, hvor vigtig historien er, om hvor vigtigt det dermed er, jeg tager den til mig og måske endda ligefrem gør noget anderledes i morgen, end jeg gjorde i går.

Man kan kalde det en slags nyt medie-makkerpar; den dybt dedikerede fagmedarbejder og den mere videnskabeligt anlagte faktatjekker. Det har jeg virkelig tit brug for for at kunne mane den skepsis i jorden, som jeg efterhånden har fået opbygget gennem mange års brug af (alt for dårlige) medier.

En ny betalingsmodel

Alt dette skal selvfølgelig finansieres. Og ja, jeg vil gerne betale – og betale ganske meget – for et medie, der rent faktisk gør en forskel i min hverdag, gør mig klogere og ikke mindst giver mig mulighed for at agere klogt og rigtigt både til egen og vores fælles fordel(e) på den lange bane.

Min foretrukne model er et fladt basisabonnement for bare at have adgang til at kunne se dagens mix af størrelser på overskrifter – denne fine hurtige måde at skimme, om verden stadig står, og hvad – om noget – det nu er nødvendigt, jeg dykker ned i.

Derudover savner jeg en forbrugsafregnet model, hvor dem, der gør det gode stykke arbejde og skaber de historier, der har substans og væsentlighed nok til at kunne gøre en forskel, rent faktisk bliver belønnet for det. Jeg tænker også, at hvis der er flere som mig, vil vi over tid via vores forbrugsafregninger være med til at sende signaler om, hvilke områder der bør have mere fokus end andre og dermed bane vejen for at flere kan skrive og producere indhold om det, vi som læsere/brugere tænker er mest væsentligt.

Og vigtigst af alt: Vores basis-indbetaling sikrer, at alle de væsentlige stofområder har et overvågende, kritisk øje på sig uanset præference i vores forbrugsmønstre.

På den måde ville vi kunne sikre et medie, der beskæftiger sig med de ting, der virkelig betyder noget og på en måde, hvor det er let for mig som læser/bruger at afkode, hvad jeg virkelig skal forholde mig til og med en bagvedliggende forretningsmodel, der er fuldt transparent i forhold til, hvad pengene går til.

Hvad er der ikke at kunne lide? Idéen er hermed givet fri til fri afbenyttelse. Jeg venter med Dankortet.

(Foto: Pixabay.com)