Min baggrund for at kunne hjælpe jer med digital innovation og forretningsudvikling kommer fra næsten 20 års hands-on erfaring i store danske og internationale virksomheder. Her har jeg ofte fået muligheden for at være med til at drive større projekter igennem med alle de erfaringer, det nu giver for, hvad der virker – og hvad der ikke gør.

Jeg har bl.a. været ansat hos:

  • Microsoft Danmark
  • Microsoft Business Solutions
  • TV 2 Danmark
  • Berlingske Media
  • Peytz & Co (her er jeg stadig).

Nogle af de erfaringer, jeg har gjort mig de forskellige steder, kan du læse mere om nedenfor.

Microsoft Danmark

Tilbage i internettets barndom blev jeg i 2000 ansat af Microsoft Danmark til at hjælpe dem med at gøre deres nye internet-portal, MSN.dk, til landets største kommercielle internetmedie. Jeg var fuldtidsansat nummer to og startede som redaktør, men hurtigt gik jeg over i en rolle som business development manager, der var mere fokuseret på udvikling af produktet, partnerskaber og i det hele taget havde en langt mere kommerciel dagsorden. Jeg har været kommercielt udviklende lige siden.

Sammen med et fantastisk team lykkedes vi på 3,5 år med missionen, og MSN.dk blev landets største kommercielle internetmedie. En fantastisk stor bedrift, der havde krævet stort fokus, kreativitet og evne til at få ting til at ske med relativt få ressourcer og via bl.a. stærke win-win partnerskaber.

Microsoft Business Solutions

Efter succesen med MSN.dk drog jeg til Vedbæk, hvor jeg fik et job som business development manager og højre hånd for udviklingsdirektøren i det, der tidligere var det danske IT-firma Navision. Her var min opgave at holde styr på såvel underleverandører som OEM-partnere, hvilket blandt andet indebar mange store forhandlinger og løbende udarbejdelse af beslutningsoplæg og business cases.

Blandt mine større projekter var outsourcing aftaler på sustained engineering samt en partneraftale med NNIT om et omfattende og komplekst ERP produkt til pharma-industrien.

TV 2 Danmark

Da jeg havde været fem år hos Microsoft, forlod jeg IT-giganten for i stedet at tiltræde som forretningsudvikler og projektleder hos TV 2 Interaktiv i Odense. Her fik jeg ansvaret for mange af de nye, ‘boblende’ initiativer på tværs af de digitale kanaler, og min primære opgave – udover projektledelse – var at scoute og analysere på de mange muligheder og komme med anbefalinger til, hvilke der burde forfølges, og hvilke der ikke skulle gøres mere ved.

Arbejdet hos TV 2 Danmark bidrog – udover at få erfaringer i en ren dansk virksomhed – til udviklingen af en stor styrke indenfor analysering og prioritering af problemstillinger og muligheder med henblik på at sikre, at fokus kunne placeres på rette sted. Denne styrke bruger jeg stadig hver dag i mit arbejde.

Berlingske Media

Jeg forlod TV 2 Danmark for at blive selvstændig, og efter en periode tilbage hos Microsoft Danmark som bl.a. chef for MSN.dk og business manager for hele Consumer & Online divisionen i Danmark, blev jeg ansat i Berlingske Media som direktør for digital udvikling med sæde i koncernledelsen.

Som digital direktør var mine primære opgaver at stå i spidsen for den digitale udvikling og transformation i tæt samarbejde med udviklerne i IT afdelingen. Mit ansvarsområde indbefattede også hele området for betalt digitalt indhold, som var et 360 graders ansvar, der gik lige fra koncept- og produktudvikling til overordnet ansvar for drift og salgsperformance.

Som medlem af koncernledelsen fik jeg ydermere rig erfaring i, hvilke problematikker, det er, der rører sig op allerhøjeste niveau i en stor organisation, der er i fuld gang med en livsvigtig digital omstilling. Det gør også, at jeg i dag har et stort kendskab til bekymringer, overvejelser og argumenter fra kundesiden af bordet, hvilket alt andet lige gør mig bedre klædt på til at kunne være en betroet rådgiver for en topledelse, når det gælder digital omstilling og transformation.

Peytz & Co

I dag er jeg så efter en periode som selvstændig og fødselshjælper for diverse ambitiøse start-ups hos Peytz & Co, hvor jeg er partner i deres nye spin-off FURTHER. Her arbejder jeg som strateg og facilitator med strategi, forretnings- og konceptudvikling med udgangspunkt i Alexander Osterwalders Business Model Canvas og Value Proposition Canvas samt Lean Startup-processen og Pretotyping som et effektivt rammeværk for at teste, før man bygger.

Mit arbejde bygger på en dybfølt passion for at være med til at forandre og skabe bæredygtige løsninger, der giver kommerciel mening og værdi. Og så bygger det på en bevidsthed – gennem hands-on erfaring – på alle de faldgruber, der er undervejs, og som jeg i det daglige forsøger at hjælpe mine kunder med at navigere udenom.