Pas på de sande rockstjerner i forretningen

Udviklere er rockstjerner i den digitale tidsalder. Det hører man igen og igen. Intet kan lade sig gøre uden udviklere. Udviklere er de mest eftertragtede personer. Udviklere er forskellen mellem succes og fiasko. Udviklere betyder ALT.

Men er det nu i virkeligheden også rigtigt? Eller findes der faktisk nogle, der burde have mindst lige så stor positiv bevågenhed?

Udvikling er (relativt) banalt

Naturligvis er udviklere vigtige. Og også af kritisk vigtighed. Men sætter man sig ned og tænker lidt over det, er de også en relativt banal rolle, de spiller.

For hvad gør en god udvikler? Der kan være noget omkring en eller anden form for kreativ åre, der flyder mere eller mindre kraftigt. Men ellers handler det meget om at kunne sine udviklingssprog og så ellers – alt afhængig af hvad man laver – være rigtig god til matematik.

Det er i sagens natur ikke let. Men pointen her er en anden: Nemlig den at det altid er indenfor udviklerens egen kontrolsfære, om vedkommende er en dygtig udvikler eller ej. Der er ikke andre, der kan kontrollere, om en udvikler kan blive rigtig god til sine udviklingssprog, eller om vedkommende er god til matematik.

Det er evner, man er født med og har udviklet over tid selv, og det er viden, man har tilegnet sig for at kunne bruge den. I praksis betyder det, at en udvikler kan sætte sig ned ved et bord med sin computer og lave lige præcis det, vedkommendes evner rækker til.

Forretning er uforudsigeligt

Anderledes er det med de ikke-udviklere, der skal tage sig af den mere forretnings- og markedsmæssige side af sagen.

Normalt får de ikke den store kredit, og jeg har også ofte mødt udviklere, der nærmest kun har en lettere hån til overs for de folk, der jo bare ikke var skarpe nok til at blive udviklere. Men faktum er, at det er super, super svært at skabe forretning.

Årsagen er ikke så meget, at det er vanskeligt at gennemskue en gennemprøvet forretningsmodel. Det kan man læse sig til. Man kan også læse sig til, hvordan man enten videreudvikler en forretningsmodel eller udvikler en model helt fra start, selvom det er noget sværere. Nej, årsagen er en helt anden.

Alt er udenfor ens kontrol

Det, der gør forretningspersonens opgave nærmest uoverskuelig, er, at alt hvad han eller hun skal forholde sig til og arbejde med foregår derude – ude i markedet.

Det er der hvor man ikke selv har kontrol, men hvor man kun kan gøre sit bedste for at forberede sig og så ellers håbe og tro på, at det bliver vel modtaget. Og hvor man så ellers må lave om igen og igen for at tilpasse sig de signaler, markedet sender.

Mens en udvikler således har fuld kontrol over sin kode, og hvad den gør, har forretningspersonen absolut ingen kontrol over, hvad der sker ude i markedet, når en idé eller et produkt rammer.

Det kan rationelt og erfaringsmæssigt give super meget mening, men hvis der lige pludselig dukker en dygtigere konkurrent op, stemningen i markedet skifter, eller dem, man gerne vil have som kunder bare opfører sig anderledes, end man havde tænkt – eller måske endda direkte irrationelt – hvad så?

Sæt pris på kompetencerne

Steve Blank, der er om nogen har stået fadder til den nye bølge af teknologisk innovation og måde at tænke og arbejde på, der har ramt Silicon Valley de senere år, er i et indlæg på sin blog inde på, at bare fordi man er en god innovatør – udvikler – er man ikke nødvendigvis en god entrepreneur.

For entrepreneurship handler om at kunne eksekvere i forhold til markedet, tage bestik af strømninger og reaktioner og foretage tilpasninger. Og blive ved og ved selvom det undervejs kan se endog ganske sort ud.

I virkeligheden kan man sige, at når statistikken fra CB Insights siger, at 42% af alle startups, der fejler, angiver manglen på marked og/eller behov som en væsentlig årsag til katastrofen, er det udtryk for, at man som udvikler måske godt kan lave hvad som helst foran computeren, men at det ikke er hvad som helst, der sælger eller bare bliver anvendt derude i virkeligheden. Det er et faktum.

Derfor er det på høje tid, at vi begynder at sætte mere pris på de mennesker, der har påtaget sig den store opgave det er, at få den mange gode idéer og udviklernes arbejde til rent faktisk at få et liv i form af brugere, kunder, omsætning og derigennem vækst.

Vi må stoppe med den misforståelse, det er, at det er udvikleren, der altid er rockstjernen, det hele drejer sig om, når sandheden er, at der er andre på teamet, der er mindst lige så vigtige – og måske endda i virkeligheden vigtigere, når det kommer til stykket.

(Foto: Pixabay.com)