En udfordring kan være en mulighed. En mulighed kan være en udfordring.

Og perspektivet kan være helt forskelligt, alt efter om du vælger at se det indefra dit eget kontor eller ude blandt de kunder, som det hele i sidste ende handler om.

En gammel traver

Jeg kom til at tænke på det, da jeg igen så nogen diskutere muligheden – eller den manglende mulighed – for at skabe en fælles dansk platform for nyhedsindhold. En slags Spotify for News.

Argumentet var igen-igen, at det aldrig nogensinde kommer til at ske, fordi mediebranchen dybest set ikke tror på modellen. Ikke bare vil den ikke kunne skabe forretning i forhold til, hvad den vil erstatte, hvis den bliver en succes. Den vil også helt smadre de enkelte brands.

Men pointen her er, at det kun er den ene side af argumentet. Det der starter indefra og kigger ud. Men hvad med det argument, der starter udefra og forsøger at se ind?

Det rene gætværk

Her kan perspektivet sagtens vise sig at være et andet. Jeg har ikke været ude og lave en stor undersøgelse.

Men jeg kan sagtens arbejde med nogle antagelser om, at en sådan løsning under de rette forudsætninger og præsenteret på den rigtige måde og i den rette kontekst kunne være præcis det, som danske nyhedsforbrugere i virkeligheden savner.

Pointen er, at jeg ikke ved det. Og pointen er endvidere, at det er der heller ikke nogen i branchen, der gør. Fordi de aldrig har fundet det værd at undersøge.

Med skyklapper på

Det gør i sagens natur, at de i denne sag går rundt med skyklapper på og insisterer på kun at se udfordringen fra den ene side – deres egen – og slet ikke beskæftige sig med muligheden for, at det netop kunne blive set som en spændende, interessant mulighed udenfor.

Eksemplet er måske en anelse fortærsket efterhånden, og mediebranchen er notorisk slemme til at falde i fælden med “vi alene vide”. Men en anden pointe er også, at det er præcis lige sådan i andre brancher og i mange andre virksomheder: Man går med skyklapper på og stirrer på en mønt, der kun er præget på den ene side.

Udelukker muligheder

Når man gør det, stiger risikoen drastisk for, at man går glip af muligheder, det ellers kunne have været værd at forfølge.

Man vælger – billedligt talt – at definere frugt som værende lutter æbler, selvom der i frugtskålen bevisligt også befinder sig en række appelsiner.

Ingen finder nogensinde ud af, hvad en appelsin kan bruges til, hvad den har af gode egenskaber, næringsværdi m.m., fordi alle udelukkende fokuserer på æblerne. Det er en skam.

Brug for erkendelse

Derfor er der brug for en erkendelse af, at der altid er et ekstra perspektiv på enhver mulighed for at udvikle sin forretning med nye produkter og services end det perspektiv, man umiddelbart har ved sit skrivebord.

Der er en verden af muligheder og udfordringer, der venter på at blive opdaget og gjort noget effektivt ved udenfor med udgangspunkt i de behov, drømme og mål, som dem, der står med udfordringerne derude, rent faktisk har.

Og hvis du alligevel – alt dette til trods – ikke mener, det er noget for dig at gå ud og blive klogere på mangfoldigheden, begge sider af mønten eller hele frugtskålens indhold, så sørg i det mindste for at erkende åbent og ærligt overfor dig selv, hvordan tingene er fat:

At du hver eneste dag afgrænser dig fra ting, der kunne gøre en stor positiv forskel for dig og din virksomhed – hvis du er åben overfor det.

Lad være med at komme og sig, du har taget alle perspektiver i betragtning. For det har du bevisligt ikke. Og kryds fingre for, dine konkurrenter ikke går ud og gør det, du ikke selv kan overskue eller gider – og ender med at høste de frugter, det kan kaste af sig.

(Foto: Pixabay.com)