Stop blind tech-fascination

Hvad ville vi sige til, hvis kommunerne fik digitale redskaber, der gjorde dem i stand til at styre udenom besværlige borgere og kun engagere sig med dem, der ikke stiller kritiske spørgsmål eller i det hele taget bare har nogle andre meninger og synspunkter?

Ville vi tænke, at det er helt i orden ud fra en betragtning om, at lige børn leger bedst, og at de, der stiller sig på bagbenene i ny og næ alligevel mest af alt er til besvær? Eller ville vi opfatte det som en drejning på vej væk fra det, der burde være en af styrkerne i et demokrati; muligheden for og evnen til at være uenige og (forhåbentlig) i sidste ende mødes omkring et kompromis?

Måske ved du det ikke. Måske har du slet ikke tænkt på det. Men det bør du. Fordi redskaberne til at skabe den virkelighed er ved at være der.

Længe leve Cambridge Analyticas model

Det viser en ret omdiskuteret rapport, som konsulentfirmaet DareDisrupt har lavet til Kommunernes Landsforening, KL. Rapporten tager fat i en lang række nye teknologier – herunder også en del af de eksponentielle, der altid fremhæves af f.eks. Singularity University og kredsen omkring det – og giver nogle perspektiver på anvendelsesmuligheder af samme i en kommunal kontekst.

I første omgang fik rapporten ikke så meget omtale. Så opdagede Twittersfæren den, og folk begyndte at gøre sig henholdsvis lystige og forargede over, at KL kunne finde på at anvende næsten 800.000 skattekroner på at få produceret en rapport, der er en nordkoreansk eksersits i tidens mest hypede buzzwords.

Men den virkelige udfordring (og det i mine øjne forargelige) i rapporten er, at det nu viser sig, den også omtaler Cambridge Analytica – firmaet bag disse dages store Facebook skandale om den grove udnyttelse af 50 millioner brugeres data til at påvirke bl.a. det amerikanske præsidentvalg – i positive vendinger og som eksponent for en udvikling, danske kommuner også burde kigge ind i.

Involvering af de rettroende

Rapporten beskriver, hvordan danske kommuner kan anvende nogle af de samme principper, Cambridge Analytica anvender, til at slippe algoritmerne løs på borgerne og bruge det som fundament for at etablere samarbejder, relationer m.m. omkring væsentlige emner med borgere, der både kan og vil.

Det er i sig selv en forjættende tanke, og som udgangspunkt er der ikke noget i vejen med engagement. Slet ikke. Problemet er blot, hvad rapporten ikke siger – eller siger mellem linierne:

Nemlig det at den samme teknologi og tilgang med lige så god ret kan bruges til at udelukke de, man ikke ønsker at inddrage, uanset hvad årsagen måske ellers er til dette. Og dermed risikere at skævvride systemet og demokratiet som sådan.

Bliv væk

Lad mig i den forbindelse komme med et kort personligt eksempel. Jeg er småbørnsfar og bruger lidt af min fritid på at være formand for forældrebestyrelsen i de lokale kommunale daginstitutioner, hvor jeg bor. Der er seks i alt med lidt over 600 børn og 100+ ansatte. Det er ikke altid nogen let tjens, og det sker ofte, at jeg og de andre forældre er direkte uenige med forvaltningen og kommunen i måden ting gøres på.

Forleden dag var jeg så sammen med vores næstformand til møde på rådhuset med forvaltningschef og centerdirektør for netop at diskutere samarbejdet og fremtiden for samme. Det var et af den slags møder, hvor vi nok mest var enige om at være uenige, og hvor man tydeligt kunne mærke, det set fra den anden side af bordet ikke kunne slutte hurtigt nok, så de kunne komme videre.

Kunne de godt have undværet det møde? Givetvis. Kunne de godt have undværet al den kritik, vi kom med? Helt sikkert. Kunne de godt have undværet os? Tjah, det er ikke utænkeligt.

Stort potentiale i nikkedukker

Hvis vi nu forestiller os, at algoritmerne var sat i drift, og kommunen allerede anvendte metoder, som dem Cambridge Analytica anvender, til at rekruttere f.eks. de ‘rigtige’ forældre til forældrebestyrelser, så havde det ikke været mig og vores næstformand, der havde deltaget i det møde. Så havde der måske ikke engang været et møde, fordi der alt andet lige måske ikke havde været nogen kritik.

Kommunen og forvaltningen kunne i stedet se ind i en bestyrelse – og andre råd, nævn og øvrige organer som dem med borgerinvolvering – befolket af nikkedukker, der ikke stiller spørgsmål, men som accepterer den kommunale linie uanset hvad, men som også med deres blotte tilstedeværelse giver systemet en form for folkelig legitimitet på den pseudo-agtige måde.

Ville det være vejen at gå fremadrettet? Er det det, vi ønsker os? Jeg ved godt, hvad jeg synes: Jeg finder det direkte frastødende. Og jeg oplever en sådan udvikling som den direkte vej nedad en sliske, jeg personligt ikke tror på, vi som borgere i et demokratisk samfund for alvor har lyst til at bevæge os ud på.

Stop for blind tech-fascination

Men nu er situationen jo bare den, at det i princippet kan lade sig gøre allerede. Cambridge Analytica eksisterer. Algoritmerne eksisterer. Og der kommer hele tiden nye til. At sætte dem i drift i f.eks. en kommunal kontekst kræver dybest set ‘bare’ en beslutning.

Og det er her, det bliver farligt. For hvordan bliver de beslutninger til? Jeg tror ikke på, det er politikerne selv, der i al deres visdom kommer frem til dem. Der er nogle andre, der sår de frø, som politikerne så ender med at høste, fordi de alt andet ikke ved bedre, eller – i mine øjne – bare ikke magter at tænke konsekvenserne til ende og derfor siger ‘nej’.

Hvem er disse typer, der sår disse frø? Det er tech-entusiasterne. Det er dem, der tror på, at løsningen på alle udfordringer er teknologi, og at det er teknologien i sig selv og ikke de etiske og moralske konsekvenser af anvendelsen af samme, der er det essentielle. Det er folk som dem, der sidder hos DareDisrupt, der bare synes, at mulighederne og perspektiverne i noget nyt (og helst eksponentielt) så langt overskygger alle de reelle bekymringer, man kunne have.

Det haster

Der er vitterligt mere end nogensinde brug for, at der er nogen, der stopper disse mennesker. Og stopper deres opdragsgivere. Og som hjælper sidstnævnte med at sætte perspektiverne og det store billede på dagsordenen.

Som har mod og mandshjerte til at stille sig op og sige, at bare fordi man KAN er ikke det samme som, at man SKAL.

Som insisterer på at forståelsen af det virkelige problem og behov kommer FØR enhver form for teknologisk løsning.

Og som kan få dem til at forstå, at er der ikke et dokumenteret problem, det giver mening at finde en positiv løsning på, skal der sket ikke være nogen løsning.

At få disse gode kræfter på banen og få standset glidebanen kan kun gå for langsomt.

(Foto: Pixabay.com)