Læren af en tech-lammer

Har du nogensinde tænkt på risikoen ved at bygge mange – måske ligefrem alle – dine digitale aktiviteter i din virksomhed på skuldrene af alverdens forskellige leverandører af SaaS-produkter, API’er og andre super effektive teknologi-løsninger?

Hvis du ikke har det, skulle du måske tænke lidt over det i weekenden. Og bruge Apples lammer til Facebook som et skræmmeeksempel på, hvor galt det kan gå.

LÆS MERE

Undgå “det sorte hul”

I lyset af de store, udenlandske tech-giganter og deres dominerende positioner i markedet, er det blevet ganske populært for mange at forsøge at bygge nye forretningstiltag op omkring disse platforme. Umiddelbart er fordelene mange. Blandt dem er den alt andet lige nemme adgang til leads og kunder, man får ved at flytte sin forretning ind …
For at kunne se dette indhold, skal du først købe Premium adgang, 1 år.

Når Format(er) svigter

Otte måneder. Så lang tid gik der, fra JP/Politikens Hus under stor fanfare og bevågenhed lancerede det digitale ungdomsmedie Format, til meddelelsen kom om, at mediet lukker som selvstændigt medie.

Mindre end et år er i sagens natur ikke lang tid. Men spørgsmålet er, om man netop i dette tilfælde kunne have brugt mindre tid på at finde det rette format til målgruppen, uden nu at stå med en million-bet og uden rent kommunikativt at skulle stå med et projekt, der ikke levede op til det “evighedens perspektiv”, som topchef Stig Ørskov såsatte mediet med?

Continue reading “Når Format(er) svigter”

Slut med data-arrogance

En af de ting, det bliver spændende at følge i kølvandet på skandalen omkring Facebook og Cambridge Analytica er, om det kommer til at have en negativ indflydelse på de forhåbninger, som mange virksomheder har til udnyttelsen af Big Data.

Netop data har i snart en del år været den store hellige gral i digital forretning: Kunne man blot som virksomhed samle nok af disse om sine kunder, var der ikke grænser for, hvilken ny forretning, man kunne skabe.

Men hvad nu hvis det viser sig, at kunderne ikke vil være med? Kan de sige fra? Er der overhovedet nogle, der nogensinde har spurgt dem?

Continue reading “Slut med data-arrogance”

Læren af Facebooks krise

Facebook er ude i sit livs kamp. Om det er en decideret kamp for overlevelse må tiden vise.

Men Mark Zuckerberg og hans kumpaner er i hvert fald ikke specielt populære i disse dage, hvor det afsløres, hvordan det britiske firma Cambridge Analytica først tilegnede sig data på 50 mio. amerikanske brugere og derefter brugte disse data på at armere verdens største sociale netværk som en manipulerende informationskanon, der hjalp med at sikre valget af Donald Trump til præsident i USA.

Mens det i sagens natur er interessant, hvad der kommer til at ske med Facebook, og om brugerne vælger at stemme med fødderne og vende netværket ryggen (jeg tvivler), er der en række mere overordnede tematikker, som det er godt at benytte denne anledning til at minde sig selv om. Continue reading “Læren af Facebooks krise”

Kan Facebook reguleres?

I disse tider er det blevet populært at snakke om behovet for regulering af Facebook. Særligt de, der føler, at de blev snydt ved præsidentvalget i 2016 og endte med den forkerte præsident, fører an i koret på den flok, der kræver, at Mark Zuckerberg og co holdes i meget strammere tøjler.

Continue reading “Kan Facebook reguleres?”

Medier, find de lokale potentialer

Hvis man til hverdag som medier – herunder ikke mindste mindre og lokale medier – kæmper en kamp mod digitale giganter som Facebook og Google, har man så overhovedet nogen chance for at vinde?

Der er sikkert ikke mange eksisterende spillere indenfor f.eks. medier, der åbent går ud og stiller ovennævnte spørgsmål. Men mon ikke de ind imellem i de stille stunder trænger sig på? I hvert fald er og bliver det hovedudfordringen for rigtig mange, der forsøger at finde nye forretningsmodeller til erstatning for de gamle, der i den grad er blevet udfordret af de nye dominerende aktører.

Så hvad er svaret så på spørgsmålet? Er der nogen chance for at vinde? Naturligvis er der det. Men det kræver en helt anden tilgang til udviklingen af ens egen portefølje af produkter og ydelser, end den man hidtil har benyttet.

Drop den tabte kamp

Hvordan kunne det så se ud?

Til at starte med er der erkendelsen af, hvad det er, man bør holde op med. Eller sagt på en anden måde: Erkendelsen af at der er nogle kampe, der bare ikke kan vindes på denne arena. Og som man derfor helt bør holde sig ude af.

Hvad kunne det være for nogle kampe?

Det er alt overvejende de kampe, der handler om at konkurrere på pris. Der findes ganske enkelt ikke nogen måde, hvorpå man kan konkurrere på prisen med aktører, der både har verdens største markedspladser med alle de brugere og al den skala-økonomi, alle andre kun kan drømme om, og verdens mest finmaskede måde at kapitalisere på dem på. Det siger nærmest sig selv.

Lægger man dertil tidsdimensionen – hvordan brugerne anvender deres tid forbrugt på forskellige former for medier og herunder også internettet bredt set – ser man hurtigt, at uanset hvad man regner med, man kan tilbyde af billige annonceprodukter til sine kunder, vil sandheden altid være, at ens kunder vil kunne ramme nøjagtig de samme brugere langt billigere og mere effektivt via f.eks. Google og Facebook.

Så for at opsummere: Lad være med at konkurrere på pris. Og kom også gerne over den betragtning, at dette udelukkende handler om at finde nye annoncemarkeder og -formater. I et marked med en overflod af superbilligt og effektivt udbud er og bliver det en blindgyde.

Se jeres fordele

Så nu hvor vi har set på, hvilke kampe, man bør undgå, så lad os i stedet se på, hvor kampene bør tages.

Her kan man med fordel kigge på to ting: Den første er at identificere, hvor man har noget, de store ikke har – en slags konkurrencemæssig fordel (eller i hvert fald noget, der burde være det, fordi man er alene om det). Og det andet er at se på, om der er noget i de value propositions, giganterne bredt set tilbyder deres brugere – os allesammen – man kunne gøre nytte af og udvikle nye produkter og tjenester indenfor.

Hvis vi starter med fordelene, er der én ting, man stadig som lokal aktør har, som de store ikke har: En fysisk tilstedeværelse. Hverken Google eller Facebook kommer nogensinde til at have en fysisk tilstedeværelse overalt. Ganske enkelt fordi det ikke er det værd for deres forretningsmodeller, og fordi det i øvrigt ikke skalerer. Men lokale aktører har den allerede. I dag er den langt henad vejen et cost center, men kunne man komme i tanke om måder, hvorpå man kunne bringe denne ressource og ‘fordel’ i spil på en værdiskabende måde for ens forretning? Det er et interessant spor at forfølge.

Hvad driver vinderne?

Det andet ville så være at kigge på, hvad et er, der driver Facebook og Googles succes fremad. Hvad er kernen af deres produkter og ydelser? Hvad er det, der gør, at brugerne flokkes om dem og anser dem for at være nogle af de absolut bedste og mest effektive eksponenter for de ting, de gør.

For Googles vedkommende handler det om at finde svar. Brugerne går på Google, når de har brug for at finde viden om et eller andet, der optager dem lige nu. Hvad er det lokale svar på det? Mulighederne er mange, men et oplagt bud kunne være at kigge på, om man kunne lave forretning på at være den bedste lokale organisator af værdifuld viden – ikke yellow pages på den gamle måde – som dem, der lever deres liv i området og har brug for viden til at få deres hverdag til at hænge sammen, bare ikke kan leve uden. Kan der identificeres et lokalt behov for viden, der er stort nok til, at brugerne – eller nogle andre – gerne vil betale for det? Det er en undersøgelse værd. Hvordan det kan gribes an kommer jeg til.

For Facebooks vedkommende handler det om at skabe forbindelser og relationer mellem mennesker og holde hinanden opdateret. Facebook blev grundlagt på, at man kunne holde sig orienteret om, hvad der skete i dagligdagen for de relationer, man gerne ville opdateres på, men som man ikke havde den direkte face-to-face kontakt til ofte. Siden har det udviklet sig til alt muligt andet – faktisk i retning af en mere klassisk mediemodel – og Facebooks egne tal viser, at interessen blandt brugerne for at være aktiv daler. Er dette en mulighed for lokale spillere? Kan der findes værdi i at skabe og facilitere lokale netværk, der arbejder for områdets bedste? Måske. Det er da en undersøgelse værd.

Find kundernes behov

Og hvordan undersøger man så disse ting?

Man starter med at gå ud i markedet uden en eneste løsning i tasken. Og så finder man ad den hårde vej ud af, hvad de reelle behov for ens kunder faktisk er. Hvad er det for problemer og udfordringer, ens brugere og kunder slås med hver eneste dag? Hvad er svært for dem? Hvad vil de gerne opnå? Hvordan ser succes ud for dem? Alt sammen i en lokal kontekst ud fra tesen om, at det alligevel er indenfor en radius af et begrænset antal kilometer, vi stort set alle sammen lever vores liv, og hvor de ting – udover arbejde – vi virkelig går op i med hud og hår udspiller sig.

Ved at gå ud fordomsfrit – erkende at man ikke rigtig ved noget og i virkeligheden skal genopdage det hele – er der alle muligheder for, der dukker nye potentialer op; latente behov der aldrig er blevet opfyldt, og hvor det lokale eller nicheprægede medie med sin fysiske forankring på stedet ville kunne gøre hele forskellen.

Så meget kan gøres for om ikke at vinde kampen så i hvert fald at definere end anden kampplads, hvor det alt andet lige er sværere at ramme én, end det er på annoncemarkedet. Men det kræver som sagt en fundamental anden tilgang.

(Foto: Flickr/Peter Rosbjerg)

Facebook: Et halvdårligt trip

Hvor meget deler du på Facebook? Mere eller mindre end du f.eks. gjorde for bare 2-3 år siden?

Mit bedste bud er, at du deler mindre. Det gør jeg i hvert fald selv. Faktisk kan jeg indimellem tage mig selv i at spekulere over, hvornår jeg egentlig sidst har delt noget for slet ikke at tale om, hvad det var, jeg delte. Jeg tænker bare ikke over. Eller hvad vigtigere er: Jeg engagerer mig ikke i det – og dermed heller ikke i Facebook.

Dette er ved at være et problem for Facebook, for vi er mange, der har det sådan. Faktisk er andelen af brugere, der deler originalt indhold – noget de selv har produceret – faldet med over 20 procent indenfor det seneste år. Samtidig stiger mængden af clickbait og tomme kalorier, ligesom Mark Zuckerberg har mere travlt med at lokke diverse medieselskaber helt over på sin platform end han har på at rekalibrere den aftale med brugerne, der i sidste ende er fundamentet for hans succes.

Og hvad er det så for en aftale?

Det er den aftale, hvor jeg som bruger, der deler noget, har en rimelig forventning om, at der nogensinde er nogen, der rent faktisk kan se, hvad jeg deler. Dette var noget af det, der var med til at gøre Facebook til en succes i starten; at jeg kunne sidde derhjemme eller på farten og følge med i venner og bekendtes gøren og laden, som jeg måske ellers ikke ville have haft kontakt med.

Det kan jeg reelt ikke længere. Det er i hvert fald blevet gjort meget sværere for mig og kræver meget mere arbejde af mig selv. For når jeg sidder og ser i mit News Feed, er der en bemærkelsesværdig mangel på opdateringer fra mine venner med noget, der tager udgangspunkt i deres eget liv og dagligdag. Tværtimod ser jeg en masse sponsorerede opslag, deling af diverse BuzzFeed-agtige tomme kalorier og måske en original post eller to – men altid fra de i mit netværk, som egentlig siger mig mindst.

Når det er, hvad jeg ser, hvorfor skulle jeg så blive ved med at bidrage?

Mark Zuckerbergs held er i denne forbindelse, at han har fået så mange af os lokket til det daglige fix, at vi har svært ved at bruge ud. Akkurat som pusheren sørger for, det første fix er både gratis og fantastisk kvalitet, er vi som social media-junkier nu overlagt til et blandingsprodukt, der ikke giver nogen særlig god rus men nærmest bare efterlader os i mismod over, hvor fantastisk det første fix var – og en længsel efter det. Hvorfor vi kommer tilbage og tilbage og tilbage i håbet om, at det bliver bedre…

Er det så et problem for Mark Zuckerberg og Facebook? Måske ikke på den korte bane, hvor der er fuld fokus på at fylde netværket med endnu mere indhold, der kan lokke et like eller en af de andre nye holdningstilkendegivelser ud af os. Det er i parentes bemærket interessant, at han tilsyneladende har mere travlt med at internalisere mediernes fejlslagne digitale indholdsmodel end han har med at finde opskriften på, hvad der giver hans loyale brugere en ny tro på, at Facebook er andet og mere end et drug. Men sådan er der så meget.

På den baggrund kan man måske godt forstå, at Facebook og dets CEO har travlt med så mange andre ting end kerneproduktet: Virtuel reality og messaging platforme. Det handler om at sprede risikoen og finde nogle nye vindere, så Facebook ikke går heden, når brugerne endelig finder en måde at bryde ud af social media-trancen på.

(Foto: Flickr/Chris Potter)