Tag Archives: fremdrift

En af de helt store frustrationer omkring innovationsprojekter og -processer er, at mange oplever, det er for svært og går alt, alt for langsomt. Og mens det ofte er opportunt at bebrejde proces- og metodeapparat for alle de ting, der går galt, er det straks sværere at kigge indad i forsøget på at finde, hvad problemstillingen i sin kerne er.

Men det er faktisk ikke så svært at se. For udover at der kan være mange forskellige holdninger til innovation og det enkelte projekts levedygtighed, der afgør, om man vil bruge sin energi på det eller ej, er virkeligheden i alle virksomheder og organisationer, at der er noget, der altid tager forrang for fremtiden: Nutiden – den daglige drift.

Hyl som de andre ulve

Langt de fleste mennesker, der går på arbejde, deler hovedparten af deres tid op i to kasser: De ting, der er vigtige og haster – brandslukning – og de ting, der ikke som sådan er vigtigt, men haster – fordi chefen siger det. Bliver der lidt tid til overs, bliver den gerne brugt på ting, der hverken er vigtige eller haster – overspringshandlinger om man vil – og det eneste, der sjældent bliver tid til er ting, der er vigtigt, men ikke haster. Her befinder innovationsprojekterne sig.

For at løse op for den problemstilling, kan man vælge at anskue udfordringen fra to forskellige synsvinkler: Man kan enten forsøge at ændre kulturen og ad den vej få mere fokus på det lange perspektiv. Den vej er lang, trang, mørk – og måske endda i virkeligheden blokeret. Eller man kan forsøge at hyle som de ulve, man er iblandt og gøre innovationsprojekterne og -arbejdet til noget, der både er vigtigt og haster.

Og hvordan så det? Ikke ved at forsøge at italesætte det som sådan ved fine interne foredrag, memoer og andet godt, man kunne tænke sig. Men ganske enkelt ved et helt igennem banalt trick:

Stryg tændstikken

I stedet for at vise de store forkromede processer og modeller, handler det om at bryde innovationsarbejdet og -projekterne ned i så små enkeltbidder, at de – opgave for opgave – kommer til at ligne opgaver, der bare haster helt vildt meget.

Hvis vi skal holde fast på brandsluknings-analogien handler det kort fortalt om at sætte ild til sit projekt. På den – i denne sammenhæng – gode måde, forstås.

Banalt men effektivt

Ved at bryde opgaverne ned i noget, der er genkendeligt for den enkelte, kan der ske to meget væsentlige ting:

For det første stiger sandsynligheden for, at opgaverne rent faktisk bliver udført, fordi de kommer med i den almindelige slipstrøm af vigtige haste-sager, man alligevel behandler hver eneste dag.

For det andet involveres medarbejderne rundt omkring i organisationen nu på en meget direkte måde i innovationsarbejdet. Vel at mærke uden der forinden sker en fremmedgørelse via fremhævelse af innovation som noget mystisk og/eller særligt endsige terperi af metoder og processer. Det sker bare. Helt uden nogen for alvor opdager det. Og dermed også uden den organisatoriske, kulturelle modstand, der ellers er enhver innovations største fjende indenfor en etableret virksomhed.

Som nævnt er det et relativt banalt trick. Dermed ikke være sagt, at det er let at skabe denne nedbrydning, delegere og gøre det konsekvent. Men sammenlignet med frustrationen over, at ens innovationsprojekter og -arbejde rammer muren igen og igen, er det bestemt et stort skridt fremad, som det er værd at tage.

(Foto: Flickr/Steven Bochniewicz)