Velkommen til!

Et nyt år er begyndt, og derfor er tiden kommet til en ny version af madskristensen.com. Og et fokuseret et af slagsen.

Som du måske ved har jeg blogget meget frekvent de seneste mange år. Faktisk siden de første blogging-platforme kom frem. Jeg kunne ikke lade være. Det var nærmest en slags terapi for mig selv og måden, hvorpå jeg arbejdede med mine tanker og idéer i alle mulige forskellige sammenhænge. Det var aldrig ment for et stort publikum, men I, der ville, var altid velkomne til at læse med.

Nu er jeg så nået dertil, hvor jeg godt kunne tænke mig at samle mit arbejde og mine projekter mere fokuseret ét sted. Både fordi jeg godt selv kunne tænke mig dette overblik, men i virkeligheden også fordi jeg tror på, at det, jeg i dag arbejder med som kontaktdirektør og seniorrådgiver hos Peytz & Co kunne være interessant i forhold til nogle af de udfordringer, du sidder med i hverdagen.

Og hvad er det så for udfordringer?

Jo, det er de udfordringer, der går på, at du står og kigger ind i en foranderlig verden, hvor ny teknologi hele tiden truer din organisation på eksistensen. Siger nogle. Andre siger det ikke er så slemt. Men hvad er op, og hvad er ned? Og hvordan finder du selv ud af det?

Jeg ved fra egen erfaring, hvor svært det i praksis er at arbejde med innovation, forretningsudvikling og digital transformation. Jeg ved om nogle, hvor let det er at få idéen, og hvor svært det kan være at eksekvere på den. Især når man er en del af en større organisation.

Jeg bilder mig også ind, at jeg efterhånden med mine mere end 15 års erfaring har fundet nogle ret gode metoder til at styre udenom disse udfordringer. Og det er bl.a. dem, jeg gerne vil dele her. Ligesom jeg også gerne vil dele min hang til at strukturere ting. Fordi jeg også ved, at jo mere man kan strukturere, de ting, man har gang i, jo nemmere bliver de at overskue – og jo nemmere bliver det at spotte lige præcis det, der er det rigtige at gøre for forretningen her og nu.

Holdninger kan jeg i sagens natur heller ikke sige mig fri for. Jeg har mange af dem og har altid været kendt for at sige min mening. Så i tillæg til modeller, analyser, cases og projekter, vil du også kunne finde den jævnlige klumme her på websitet. Men jeg lover dig, jeg nok skal varedeklarere det ordentligt, så du er advaret, hvis du tænker, mine faglige holdninger er helt irrelevante for dig.

I det hele taget håber jeg bare, at du vil tage godt imod det nye madskristensen.com og gøre brug af de ting, jeg kommer til at dele. Og skulle du have ønsket om at gå ind i en nærmere dialog omkring disse ting, skal du altid være hjertelig velkommen til at sende mig en mail på mads(at)madsjvk.com eller give mig et kald på 2628 1976. Jeg er altid frisk på en snak og en kop sort kaffe.

God fornøjelse og endnu engang velkommen til!

Mads