Tag ‘tech backlash’ seriøst

Overalt hvor man kigger sig omkring er der nærmest gået mode i de enkle og ofte analoge løsninger på diverse små og store udfordringer i hverdagen. Og spørger man ind til, hvordan det kan være, lyder svaret ofte, at man søger det nære og simple, fordi man efterhånden er blevet ret skeptisk overfor ny teknologi og ikke mindst de forskellige teknologi-giganter.

Samtidig med dette fortsætter mange virksomheder ufortrødent med at sætte deres liv til endnu mere avancerede former for ny teknologi end hidtil i form af f.eks. kunstig intelligens (AI), machine learning, VR, blockchain og quantum computing, og hvad der ellers findes.

Hvorfor egentlig det?

Udgangspunkt i egne behov

Meget af det skyldes ganske givet, at de fleste virksomheder er rigtig gode til at tage udgangspunkt i deres egne interne behov, når der skal investeres i ny teknologi.

Ofte er det også meget nemmere at gøre dette og regne den gode business case ud, end hvis man forsøger at gå direkte til kunderne i markedet med en løsning, der måske nok er lidt længere fremme rent teknologisk end de fleste.

Men man skal bare være opmærksom på, hvad det er, man gør; om man i virkeligheden risikerer at skabe mere fremmedgørelse end accept og adoption af den løsning, man gerne vil ud med. For ‘tech backlash’ er og bliver en virkelig størrelse – både B2C og B2B.

Søger det overskuelige

Årsagen til dette er umiddelbart en række meget uheldige sager de senere år, der mere end noget andet har vist, hvor stor magt, teknologien og selskaberne bag efterhånden har fået over os mennesker.

Men derudover handler det – som en afledt effekt af det første – også om, at når vi bliver udsat for noget, vi har svært ved at forstå og overskue konsekvenserne af, får vi en tendens til at søge tilbage mod noget, som vi kender og kan forholde os til.

Hvorfor det? Fordi det gør os trygge.

Et spørgsmål om tillid

Men det handler også i høj grad om tillid. For jo bedre, vi er i stand til at afkode, hvad der sker, og hvorfor det sker, jo større tillid har vi også til, om løsningen er god eller mindre god for os.

Den øvelse kan være svær for ikke at sige umulig med mange af de nye teknologier i det omfang, vi overhovedet er bevidste om, vi udsættes for dem. Mere om den del om lidt.

Tillid handler både om noget etisk og moralsk. Men det handler også om, hvorvidt man føler sig dum eller klog. Og det er nu engang de færreste mennesker, der reflekteret vil føle sig tilpas med at blive sat til vægs af et teknologisk ‘vidunder’. Så hellere søge tilbage i udviklingen mod noget, der føles mere rigtigt og overskueligt for os – hvor det er os, der er i fuld kontrol.

Et valg for virksomheder

Virksomhederne, der arbejder med at udvikle og udbrede de nye teknologier i forskellige former for løsninger har derfor et valg:

De kan vælge at fremture og fortsætte udfra en insisteren på, at fremskridtet ikke kan stoppes, og at al teknologisk udvikling per definition altid er et gode. Og de kan supplere det valg med at pakke de nye landvindinger ind i indpakninger, hvor det kan være svært for ikke at sige umuligt for den enkelte at gennemskue, hvad der foregår.

Eller de kan gå den anden vej. De kan skynde sig mindre. De kan bestræbe sig på at skabe så enkle løsninger som muligt på store udfordringer – det er faktisk rigtig svært! – og de kan være transparente med, hvordan de bringer nye teknologier i anvendelse og virkelig gøre noget ud af at forklare både hvorfor og hvordan, således at den enkelte er i stand til at vælge til eller fra, om man ønsker det.

Der vil givet være mange, der vælger den første vej, fordi ens perspektiv som virksomhed alt andet lige altid vil være indefra-ud. Disse virksomheder vil risikere at bære ved til det ‘tech backlash’, som alt andet lige bare vil blive stærkere og stærkere, jo mere mennesker føler sig fremmed- og overflødiggjort af teknologien. Og det vil have konsekvenser.

Men der vil forhåbentlig være endnu flere, der vælger at betragte ‘tech backlash’ som et markedsdrevet wakeup-call og bruge det som anledning til at gentænke, hvordan nye teknologier og muligheder bringes i spil på en måde, der er værdiskabende og transparent – for kunden. Det bedste bud er, at virksomheder, der gør dette vil vinde på den mellemlange og lange bane.

(Egen illustration)