Har du nogensinde tænkt på risikoen ved at bygge mange – måske ligefrem alle – dine digitale aktiviteter i din virksomhed på skuldrene af alverdens forskellige leverandører af SaaS-produkter, API’er og andre super effektive teknologi-løsninger?

Hvis du ikke har det, skulle du måske tænke lidt over det i weekenden. Og bruge Apples lammer til Facebook som et skræmmeeksempel på, hvor galt det kan gå.

Research med et ‘twist’

Den korte forhistorie er, at Facebook i den forløbne uge igen blev taget i at jokke i spinaten, som virksomheden efterhånden har fået for vane at gøre eller i hvert fald blive afsløret i.

Denne gang havde de med en “Facebook Research”-app købt sig adgang til unge menneskers mobiltelefoner og adgang til al data på den. Øjensynligt for at lave research. Men hvem ved?

Ikke bare moralsk og etisk angribeligt i sig selv men også i direkte strid med Apples regler i App Store – faktisk i en grad så det gik helt udenom App Store – og med brug af en udviklerlicens fra Apple, som slet ikke må bruges til forbruger-apps.

Højt spil

Facebook havde nemlig valgt at bruge deres Enterprise Developer Certificate fra Apple til denne særlige research-app. Og det selvom denne licens KUN må bruges til interne apps eller til test af alpha- og beta-versioner af nye versioner af eksisterende apps eller helt nye apps.

Det var altså en klar overtrædelse af betingelserne, Facebook var ude i – og Apple lod dem føle konsekvenserne:

Da Apple fandt ud af, hvad der var sket, valgte de ganske enkelt at fratage Facebook denne licens på en meget, meget hård måde.

Udvikling lagt død

Måden certifikatet fungerer på er nemlig, at det – forsimplet fortalt – indeholder en nøgle, som når det parres med en nøgle, Apple har, får app’en til at fungere. Og dermed siger det sig selv, at når Apple – billedligt talt – smider sin del af nøglen væk, så er der ingen af de apps, der benytter den anden del af nøglen, der fungerer længere.

Det var, hvad der skete for Facebook. Og det var en katastrofe. Hvorfor? Fordi langt hovedparten af al Facebooks udvikling og forretning i dag foregår via deres portefølje af forskellige mobilapps til bl.a. iOS. Og når man pludselig ikke kan teste dem længere, kan man heller ikke udkomme med dem – og så går alt i stå.

Lammer med konsekvenser

Derfor er det også virkelig en lammer, der kan mærkes for Mark Zuckerberg og co. Men ikke nok med det. Det er en lammer til alle, der beskæftiger sig med digital udvikling og forretning.

For budskabet er dette: Du har ikke kontrol over dine egne produkter, dine egne apps, og hvad du ellers har. Det har andre (potentielt set). Når Apple kan slette en nøgle og lukke dig ude af det gode selskab, er det Apple, der bestemmer, hvad der foregår på din telefon – ikke dig selv.

Skidt for Apple også

Når det er sagt, er der dog også malurt i bægeret for Apple. For det er pludselig blevet tydelig for enhver, hvor stor magt virksomheden reelt set har. Og der kan måske være en tanke i hurtigt at finde Facebooks nøgle igen, inden nogle begynder at få idéer om, hvorvidt selskabet fra Cupertino reelt set misbruger sin position i markedet som – tjah – gatekeeper.

Det skal dog ikke tage noget fra, at sagen er et fantastisk eksempel på, hvad der kan ske, når man som Facebook dybest set baserer sin eksistens på andres produkter; den dag de andre finder ud af, de ikke kan lide dig mere, kan de mere eller mindre trække (en del af) tæppet væk under dig. Og du kan intet gøre ved det andet end at begynde at skrige op, krydse fingre og håbe det bedste.

Jeg argumenterer ikke for, at du fremover skal udvikle alt inhouse. Slet ikke. For det vil være helt tosset og i øvrigt også imod internettets ånd. Men jeg vil anbefale dig at tænke lidt mere over de forskellige systemer, integrationer, samarbejder m.m., du i dag tager for givet, men som i realiteten kan sidde med hele nøglen til, om du lykkes eller kollapser.

Og så begynde at behandle disse efter fortjeneste. Hav de systemer, du har brug for. Hav en plan for, hvad du gør, hvis det værste skulle ske. Og gerne flere, så du som ræven har flere udgange.

Det er rettidig omhu. Og det går altså aldrig af mode at have noget af det.

(Foto: Pixabay.com)