Uber lukker ned i Danmark. Og straks går kommentariatet i overdrive med alt fra forfærdelse over, at vi på den måde forsøger at sige nej til den uafvendelige teknologiske udvikling til den form for glæde over gigantens fald, der kalder på en stor lagkage til at fejre sejren med.
Men i stedet for at bombardere kroppen med tunge, tomme kalorier, burde vi måske vælge en mellemvej og forsøge at kigge på, hvilken læring, vi kan tage af hele Uber-casen. For der er en hel del – herunder ikke mindst behovet for, at vi får kollektivt ryddet op i en række misforståelser.
Ingen deleøkonomi
Hvis vi starter med Uber selv, er der blevet talt meget om selskabet som udtryk for den nye deleøkonomi, samt at lukningen er udtryk for, at Danmark forsøger at vende deleøkonomien – der underforstået er noget rigtig godt, vi helst skal have meget mere af – ryggen. Intet kunne dog være mere forkert.
Uber har nemlig ingenting med deleøkonomi at gøre.
Uber er en privatejet amerikansk forretning, der er sat i verden for at lave profit. Ser man på de mange milliardstore kapitalindsprøjtninger, der er lavet i selskabet siden starten – mere end 55 mia. DKK – kan man roligt regne med, der er en forventning om, at selskabet skal komme til at lave rigtig store penge engang. Det er der ikke i sig selv ret meget deleøkonomi over.
Den kloge og den mindre kloge
Forretningsmodellen i forhold til Uber er heller ikke specielt filantropisk. Der er nemlig penge involveret i alle led. Det koster noget for mig som bruger at køre en tur med Uber – det er ikke på nogen måde gratis. Det i sig selv er måske ikke det store issue. Men i og med, jeg kører med chauffør og altså ikke bare låner bilen for et eller andet mindre lejebeløb, minder det mere om en taxa; der sidder en i bilen, hvis job det er at køre mig fra A til B. Det er der heller ikke ret meget deleøkonomi over.
At Uber så har en model, der eliminerer behovet for, at de skal have ejerskab over flåden – og i øvrigt lægger hele risikoen over på bilens ejer – er bare smart. Men den kloge narrer som bekendt den mindre kloge. Og så har jeg endda ikke nævnt noget om alle de andre udfordringer, de står med.
Hvad er disruption egentlig?
Når Uber således på mange måder mindede om et almindeligt taxa-selskab, kan man også diskutere, hvor disruptivt, selskabet i sin nuværende form egentlig er. Den diskussion er vigtig at have, for begrebet disruption er efterhånden blevet så udvandet, at vi risikerer ikke at kunne forholde os reelt til det, hvis vi fortsætter med at bruge begrebet i flæng.
Disruption er ikke, når der kommer en ny spiller, der gør tingene lidt mere smart eller på en lidt anden måde end de etablerede. Uber er ikke disruption, fordi produktet for mig som bruger er det samme, som det altid har været: En transport fra A til B med chauffør for en pris.
Disruption på den store klinge er noget helt andet. Tænk f.eks. på selvkørende biler (og ja, jeg ved godt Uber arbejder i den retning, men de er endnu ikke rigtigt i nærheden af det – og måske har de endda også skåret genvej der) og tænk på alle de områder, selvkørende biler – når de bliver en ting for massemarkedet – kommer til at gribe ind i. Det er ikke nogen lille og specielt rar liste.
Hvad gør vi?
Det efterlader os så, hvad vi gør ved det som samfund? Og det er måske i virkeligheden der, den mest interessante diskussion ligger.
Løsningen er næppe at forsøge at lovgive os ud af det på den måde, vi normalt lovgiver: Via forbud. Det kan være, det udsætter nogle ting lidt, men i det store billede gør det ikke andet end at give alle dem, der tror på den slags, en falsk tryghed. For udviklingen fortsætter, og selv de nye love vil blive udfordret i en sådan grad, at selv de mest modstandsdygtige politikere til sidst bare må give op. Og når det sker, er det sidste langt værre end det første.
Derfor kunne man passende bruge Uber-casen som et wake-up call i forhold til at begynde at kigge på, hvordan vi tilrettelægger og indfører en lovgivning, der arbejder med den teknologiske udvikling så langt, som det kan lade sig gøre og sikrer nogle fornuftige rammer, vi kan skabe innovation indenfor.
En sådan lovgivning bør primært sigte på, hvordan disse nye virksomheder opererer bag produkterne. For udfordringen er ikke selve produktet, og hvad disse nye services kan gøre mod eksisterende spillere. Det er at sikre, at der ikke bagved ligger nogle modeller og en struktur, der reelt set river langt mere ned på mange flere niveauer, end de bygger op.
(Foto: Flickr/russell davies)