Voice: Største wow! i 2017

echo-dot-2937627_1280

Dette er første del af en serie på 3 indlæg, hvor jeg forsøger at samle lidt op på 2017, og de ting, jeg har observeret og selv været en del af. Anden del findes her, og tredje del er her

Teknologi-udviklingen buldrer afsted. Og med den hastighed, der er på, kan det være svært at udvælge enkelte teknologier, som bør fremhæves for sit perspektiv i årene fremover.

Men jeg vil alligevel gøre et forsøg og påstå, at af alle de ting, vi ser lige nu, bliver voice – stemmegenkendelse – den ene ting, vi i vores dagligdag kommer til at tage med os fra 2017 og høre meget mere til i de kommende år.

Alexa er flyttet ind

Min optimisme på vegne af voice stammer fra flere forskellige faktorer.

For det første benyttede jeg i løbet af året et udsalg hos Amazon til at anskaffe mig en Amazon Echo med stemme-styringssystemet Alexa hjem til privaten.

Selvom Alexa endnu ikke forstår dansk, kunne jeg godt få det til at fungere fornuftigt med en amerikansk konto og med engelsk som sprog. Så nu kører både musik, lydbøger, nyheder og meget andet godt ad den vej, og oplevelsen af at tale til en maskine (dybest set) og skulle gøre det med en syntax, som er defineret af producenten er på ingen måde så mærkelig en oplevelse, som man kunne forestille sig.

Faktisk er det enormt befriende, at man har hænderne fri til andre gøremål som f.eks. at lave mad. Eller man ikke nødvendigvis behøver være ved devicet for at kunne kunne det kommandoer men kan gøre det fra den anden ende af lokalet. Det føles naturligt og – et stykke ad vejen – som at spørge et menneske om at gøre noget for én. Den oplevelse er der med statsgaranti mange flere, der vil falde for, når de først får muligheden for at opleve den.

Giganterne gør klar til stemme-krig

Den anden grund til, jeg tror rigtig meget på voice, er de investeringer, som tech giganterne gør indenfor dette område.

Amazon er skaberne af Alexa, og lige nu er de et godt stykke foran med deres forholdsvis åbne platform, hvor alle med de lyster kan udvikle Skills til platformen. Google er rigtig godt på vej med Google Home, ligesom Microsoft satser benhårdt på Cortana.

Apple har længe været i markedet med Siri, omend jeg personligt synes, at lige præcis denne tjeneste p.t. er den mest ubrugelige af dem, der findes. Men måske er det bare mig, der ikke har fundet frem til Siris fortræffeligheder endnu.

Det siger sig selv, at når tech-giganterne er enige om at satse i samme retning – og det er de her – kommer der alt andet lige til at ske meget. Om ikke andet så fordi det push, der kommer fra dem for at få dette udbredt og vinde markedet, kommer til at blive gigantisk. Så alene af den grund bør vi alle forvente at komme til at se en myriade af devices og services, der allesammen har voice som omdrejningspunkt.

Ændrer udviklings-landskabet

Den tredje grund til, jeg tror på, voice kommer til at have et enormt impact er, at det fundamentalt ændrer ved måden, vi skaber digitale produkter og services på.

Tænk over det: Hvor meget UI har en stemmetjeneste brug for? Ikke specielt meget. Der er ikke noget med, at brugerne skal kunne navigere rundt, finde den rigtige knap, følge et flow, konvertere m.m.

Jo, selvfølgelig er der lidt, men forstå mig ret: Der er en enorm forskel på at skulle orientere sig i et komplekst system og selv finde vej og så bare kunne udstikke en ordre og så lade maskinen om at fortolke og udføre opgaven. Kompleksiteten er stadig stor, men den bliver helt og aldeles flyttet over på backenden og således væk fra den almindelige bruger.

Det kommer til at betyde, at mange almindelige brugere vil vende klassiske digitale løsninger ryggen, fordi de pludselig kommer til at virke overdrevent komplekse. Og det vil betyde, at alle de fag-discipliner indenfor digital udvikling, der har noget med UX, brugeroplevelse og design at gøre vil få en basal udfordring og skulle til at indstille deres kompetencer på noget andet. Det kan blive det største skift i udviklingslandskabet, vi har set meget, meget længe.

Læg i tillæg til alt dette, at forudsætningen for, at voice fungerer og løser opgaverne er en kompliceret backend med masser af AI, machine learning, og hvad vi ellers har af komplicerede softwarekomponenter og algoritmer, og voice bliver pludselig også noget, som kan være med til at drive en hel branche fremad.

Privacy udfordring

Skal man udpege én stor udfordring med voice er det, at der er en kæmpe privacy-udfordring forbundet med, at mikrofoner hele tiden er aktive og i princippet lytter på alt, hvad man siger.

Her bliver sådan noget som basal tillid vigtigt. Tror man som bruger på, at leverandøren overhovedet ikke har nogen interesse i at forvalte ens privatliv på en dårlig måde? Eller tror man på, leverandøren først og sidst er ude på bare at udnytte én og nok skal finde måder at gøre det på, som man i princippet aldrig nogensinde vil opdage?

Det er i sidste ende et nærmest religiøst spørgsmål. Personligt hælder jeg til at tro på, at vi i forvejen rent reguleringsmæssigt er slået ind på et spor, hvor der bliver mere og mere fokus på privatlivets fred og beskyttelse af forbrugerne, og at voice også vil finde sin plads der. Men det er og bliver et tros-spørgsmål.

(Foto: Pixabay.com)

 

One reply on “Voice: Største wow! i 2017”

Lukket for kommentarer.