Regeringen er sammen med Dansk Folkeparti blevet enige om at afskaffe licensen for i stedet at indføre en medieskat. Samtidig beskæres Danmarks Radio med 20% over en 5-årig periode.
Mens der kan være fornuft nok i det første, er det svært at se fornuften i en beskæringen for beskæringen egen skyld. For det første fordi den ikke kommer til at styrke det danske mediebillede i konkurrencen med udlandet. Og for det andet, fordi den ikke kommer til at give det, som DRs største kritikere ellers hvileløst havde arbejdet for.
Skat på public service
For at starte med det første, er det et stærkt signal at omlægge licensen, så den fremover opkræves via skatten. Det giver ingen mulighed for at slippe udenom, og det er med til at understrege væsentligheden i, at man i offentligt regi har et stærkt public service medieselskab, der er med til at skabe den sammenhængskraft, der er så vigtigt i et så lille land som Danmark.
Naturligvis vil kritikere indvende, at det vil give staten nogle muligheder for at udøve en form for sindelagskontrol med, hvad Danmarks Radio så rent faktisk sender ud på de forskellige platforme.
Dertil må man bare sige, at DR’s produktion er så mangeartet, multifacetteret og spredt over så mange programmer og platforme, at det i praksis vil være umuligt at overvåge endsige kontrollere ned i detaljen. Samtidig slår DR’s medarbejdere mig ikke som værende nogle, der er specielt mindede for sindelagskontrol – i hvert fald ikke de mange, jeg gennem årene har mødt – og derfor tillader jeg mig at kategorisere denne bekymring i afdelingen for “spin og konspirationsteorier”.
Tilbage står altså at det er fint at sikre, at vi alle bidrager til vores stærkeste public service institution. Ganske enkelt fordi vi i praksis ikke kan leve uden. Ja, det er rigtigt – det kan vi ikke.
Diffus besparelse
Så er der det med besparelsen på 20 % over fem år. Her kan man anlægge flere interessante vinkler alt efter, hvor man ønsker at gribe fat.
Det første sted, man kan undres er i måden, tallet er blevet til. Det har været genstand for en lang dialog mellem regering og Dansk Folkeparti primært, men pointen er, det er tallet, man har diskuteret. Ikke substansen.
Det er væsentligt. For mens ingen kan være i tvivl om, at ønsket om at spare kraftigt er politisk og måske især ideologisk motiveret, er der ingen, der for alvor har ønsket at sætte adresse på besparelserne. Der er ingen, der har peget konkrete steder hen og sagt, at her kan der spares. Der skal bare spares. For spareøvelsens – og især ideologiens skyld).
(Dette argument bakker i øvrigt op om, at der de facto ikke er en eneste betydende politiker, der ønsker endsige tør at begive sig ud i noget konkret og dermed udøver en eller anden form for sindelagskontrol).
Overforbrug batter intet
Den anden vinkel, man kan anlægge er den, hvor man bruger anledningen til at blive konkrete og harcelere over de forskellige sager om overforbrug, som DR har været præget af de senere år, og som de selv via en ualmindelig kluntet pressehåndtering absolut intet succesfuldt har gjort for at reducere i omfang.
Ja, det er gak at betale en korrespondents transport af hest over Atlanten. Ja, det er gak at drifte en nyhedsdirektør rent logistikmæssigt på et niveau, der langt overstiger hans løn, bare fordi han insisterer på at bo i Ry og køre meget i taxa, selvom arbejdspladsen lå i DR Byen. Ja, det er gak at kalde ‘XFactor’ for public service og investere millioner i, hvad der dybest set er et kommercielt koncept. Og ja, det var også virkelig gak den korte periode, man forsøgte sig med et dobbelt cheflag med fagchefer såvel som ‘menneskechefer’.
O.s.v. o.s.v.
Pointen er her, at selvom man fjernede alt dette og aldrig lod det gentage sig, ville man måske kunne finde 100 millioner af de godt 700 millioner om året, DR nu skal spare, når den kommende forligsperiode på fem år er gennemført. Mere batter det altså ikke.
Skal man skære i pulsåren?
Den tredje vinkel, man kan vælge at se på, er, hvad det så er, der skal væk. Der er med rette folk, der spørger, om DR skal blive ved med at sende ‘Barnany’ indtil samtlige voksne i dette land rent statistisk er blevet eksponeret effektivt for den britiske politimand i mere end 24 timer i streg. For fascinationen af ‘Barnaby’ og andre udenlandske produktioner er mærkværdig.
Problemet er bare, de også – sammenlignet med så meget andet og især med alt dansk produceret – er rasende billige. Så igen: Fjerner DR disse ting, skæpper det ikke meget i kassen.
Det, der kan batte noget er en markant reduktion af nyheder og aktualitet. Men så er man også inde og skære pulsåren over, for det er vel public service i sin reneste form. Hvilke andre medier har f.eks. debatprogrammer med aktuelle dagsordensættende emner af stor samfundsmæssig relevans end DR? Jeg spørger bare. Ikke Discovery. Ikke MTG/Viasat. Og faktisk heller ikke TV 2 (fraset TV 2 News, der vel nærmest er dansk flow-tv’s udgave af Twitter – et medie for de få og meget rettroende).
En Pyrrhus-sejr
Danske Medier anført af den magtfulde formand, CEO for JP/Politikens Hus Stig Ørskov, har gennem de senere år brugt enorm meget tid og krudt på at argumentere for, at DR skulle beskæres, så man kunne give mere plads til de private, kommercielle medier.
Men spørgsmålet er: Kan politikerne argumentere for, at DR skal finde en stor del af besparelserne indenfor netop de samme områder, som f.eks. aviserne mener er deres kerne? Er de så ikke netop inde og rode ved public service-begrebet, og vil dette ikke i realiteten være en slags sindelagskontrol, hvor det vil være åbenlyst for enhver, at pointen ikke er at gøre det objektivt rigtige for det danske samfund men at tækkes nogle erhvervsinteresser, der har det svært?
Jo, naturligvis vil der være tale om det.
Derfor tror jeg heller ikke på, det kommer til at ske. Tværtimod kan man argumentere for, at besparelsen på de 20 % vil skære så mange distraktioner væk men friholde ressourcer til kerneopgaven – nyheder og aktualitet – at DR vil blive endnu bedre og endnu mere effektiv i konkurrencen mod såvel de private danske medier som de store udenlandske mastodonter. Jeg håber, det bliver sådan.
Det vil Danske Medier og andre, der havde vejret morgenluft, sikkert ikke være glade for. Og glæden vil nok forstumme endnu mere, når de med tiden finder ud af, at hele idéen med at spare på DR for at kunne styrke det kommercielle danske mediemarked heller ikke er lykkedes – ganske enkelt fordi mediemarkedet ikke fungerer sådan i dag.
De internationale giganter vil blive ved med at komme, og de vil komme med større kraft og flere interessante tilbud. Hele miseren her adresserer overhovedet ikke den meget væsentlige – ja, altoverskyggende – problemstilling. Den fokuserer energien på det, der i virkeligheden har den mindste effekt: At stække DR.
For i den store globale mediesammenhæng DR-besparelsen helt irrelevant for konkurrencen. Den kommer bare til at gå udover en masse mennesker i DR. Og så alle os i Danmark, der bare bliver fattigere på et stærkt danske medieudbud.
Tillykke med ingenting, DR-fjender.
(Foto: Pixabay.com)