Når digitalisering bliver magt

Topledere bruger i stigende grad digitaliseringen til at cementere deres egen magt i virksomhederne.

Det skrev Finans forleden, og det er en tendens, som det er værd at være opmærksom på og følge vågent med i. Og det helt uagtet, at det såmænd er en ganske forståelig bevægelse.

For har man magt, og ønsker man magt, ønsker man naturligvis også at være der, hvor magten flytter hen.

Og derfor er det givet, at når ny teknologi og anvendelsen af den bliver stadig vigtigere og mere og mere afgørende for virksomhedens ve og vel, kommer ansvaret for den – kontrollen over den – til at blive genstand for de magtkampe og -overvejelser, der altid karakteriserer virksomheder og organisationer af en vis størrelse.

Continue reading “Når digitalisering bliver magt”

AI truer cheferne

De fleste af os kender det.

Man støder i sit arbejde på en udfordring eller får en idé, der kræver, at man kan rykke på en løsning ganske hurtigt. Men løsningen kræver en godkendelse fra chefen, og derfor er man nødt til at tage vedkommende i ed. Og så går der tid.

Og ikke nok med at der går tid. Man skal også til at sætte chefen ind i hele problemstillingen og bringe chefen helt op på niveau med problemstillingen, for at han eller hun kan træffe den rigtige beslutning. Og inden man får set sig om, er der gået oceaner af tid med ingenting – nogle gange så meget, man har glemt, hvad det var, man skulle.

LÆS MERE

Small Data er det nye sort

Big Data har de senere år været et af de helt store slagnumre, overalt hvor man er kommet frem. Der er blevet brugt nærmest uendelige ressourcer på at opbygge systemer og tilvejebringe så mange brugerdata som overhovedet muligt – faktisk så mange, at det har været småt med ressourcer til at finde ud af, hvad …
For at kunne se dette indhold, skal du først købe Premium adgang, 1 år.

Har maskiner rettigheder?

Tidens helt store buzzword indenfor teknologikredse er “IoT” – Internet of Things. Forhåbningerne til de muligheder, der opstår, når ting kan begynde at tale med hinanden uden at involvere os mennesker i samtalen er grænseoverskridende og minder nærmest om, hvordan hypen kørte, da internettet i sig selv for godt 20 år siden så småt begyndte sit indtog i vores liv.

Men med IoT i sin helt gennemførte form med tilknyttet kunstig intelligens (AI) – maskiner der taler med andre maskiner uden et menneskeligt mellemled – kommer der også en lang række meget konkrete udfordringer, vi hidtil aldrig har skullet forholde os til. Udfordringer der ikke som sådan har noget med teknologi at gøre men alt med, hvordan vi indretter vores samfund på det mest basale niveau.

For spørgsmålet, vi kommer til at stille os selv, er, om maskiner har rettigheder? Og hvis de har, har de så rettigheder som os mennesker? Og endnu mere vigtigt: Hvordan kommer disse rettigheder i givet fald til at påvirke de rettigheder – helt almene rettigheder – vi mennesker har brugt århundreder på at udvikle og kæmpe for?

Umiddelbart kan det være lidt komplekst at forholde sig til. Men problemstillingen er fuldstændig reel. Lad os tage et scenarie:

Én maskine handler med en anden. Der bliver udvekslet en eller anden tjenesteydelse fra den ene maskine, som den anden betaler for. ‘Købermaskinen’ beslutter sig for at snyde på vægten, fordi den har en algoritme, der gør den i stand til at gøre noget af det, mennesker altid har været rigtig gode til: At mele sin egen kage. ‘Sælgermaskinen’ snydes altså. Hvor stiller det den? Hvilke forbrugerrettigheder har den? Og hvis maskinen reelt set har erstattet en opgave, der ellers ville være blevet udført af et menneske, er det så de rettigheder – f.eks. købeloven her i Danmark – der også finder anvendelse for maskinen.

Udfordringen er reel. Og man kan argumentere for, at der bør gælde præcis de samme regler for maskiner, som tilfældet er for mennesker. Alene for at sætte nogle grænser, der gør, at vi i det mindste ikke skal forholde os til en redefinering af dem, når alt andet med den nye teknologis muligheder i forvejen er under hastig forandring.

Pointen her er i hvert fald den, at hvis vi tror på, at IoT og AI alene handler om teknologiske muligheder, tager vi grusomt fejl. Det er måske i virkeligheden, når det kommer til stykket, det mindste af det hele. Også fordi én ting er at definere, hvilke rettigheder, der skal tildeles maskiner – noget helt andet er, hvor det efterlader rettighederne for os mennesker.

(Foto: Flickr/A Health Blog)

Spot disruption før den sker

Disruption er noget af det, der bliver talt rigtig meget om. Oftest med en lige blanding af fascination af frygt. Fascination af de nye teknologier og muligheder. Frygt for konsekvenserne. Ikke mindst for en selv og ens levebrød.

Men der er også mange misforståelser omkring disruption. For det første bliver betegnelsen brugt i flæng om ting, der slet ikke er disruptive. Det mudrer billedet. Og for det andet er der en udbredt opfattelse af, at disruption er en slags naturfænomen, der kaster én omkuld, uanset hvad man gør.

Intet er mere forkert. For der findes faktisk en del ting, man selv kan gøre. Ikke mindst for at spotte disruptionen, før den kommer, så man kan sætte ind med forebyggende tiltag af forskellig slags.

Hvilke ting, man bør kigge efter for at vurdere sin egen risiko for at blive udsat for disruption, vil jeg her give mit bud på. Men lad os starte med en definition af, hvad disruption egentlig er.

Selve begrebet “disruption” stammer fra den amerikanske Harvard-professor Clayton Christensens begreb “disruptive innovation”, han bragte på banen i 1995. Disruption antager to hovedformer: Enten er det et helt nyt produkt, der skaber et helt nyt marked. Eller også er det et nyt produkt i den lave ende af markedet, der gør noget bedre og billigere, og som har potentialet til at vokse sig stort og en dag fortrænge de dyrere produkter og deres producenter fra markedet.

Et eksempel på et nyt produkt med en nyt marked er Apples iPhone. Ikke alene er den et udtryk for den disruption, der skete, da vi gik fra at have telefoner med ledning i væggen, som man kun kunne bruge til at ringe med til mobiltelefoner, vi kan have med overalt, og som i virkeligheden mere er små computere, der tilfældigvis også kan bruges til at ringe med.

Apples iPhone udmærker sig derudover også ved, at den disruptede mobiltelefon-markedet, fordi den skabte et helt nyt økosystem. Et økosystem hvor man som bruger reelt set via apps hentet i Apples AppStore for første gang kunne skræddersy funktionaliteten på sin telefon. Det var en vinder, blev en milliardindustri i sig selv for Apple – og gjorde det helt irrelevant, at telefonerne faktisk ikke målt på specs var de bedste.

Et eksempel på et nyt produkt i den lave ende af markedet er Google AdWords. Det var ikke Google selv, der opfandt det, men de var de bedste til at udnytte det ved at give alle de millioner af små annoncører, aviserne ikke rigtig gad servicere aktivt med deres rubrikmarkeder en både billigere, nemmere, mere effektiv og – ikke mindst – målbar vej til kunderne. Da først de gamle aviser opdagede, hvad der var sket, var det for sent. Og Google grinede hele vejen til banken.

Men hvad var det reelt Google så gjorde? Her kommer vi ind på de seks områder, hvor man i min optik bør kigge på sin egen forretning og helt nøgternt og brutalt ærligt se på, hvor udsat, man er for mulig disruption.

Det første, man bør gøre, er at kigge på, om der er nogle kunder, man bevidst har opgivet at være noget for. Det er en klassisk ting omkring disruption, at den kommer nedefra, og ofte starter i et kundesegment, det er for besværligt eller direkte uprofitabelt for én selv at servicere. Findes der sådanne kundegrupper, bør man kigge på, om der er noget man kan gøre for at servicere dem på en eller anden måde, så man reelt set får bygget en slags forpost og værn for at beskytte det, der egentlig er ens kerneforretning.

Dernæst bør man kigge på, hvordan man håndterer sine guldkunder, og om man i virkeligheden er i den ‘uheldige’ situation, at man tjener for mange penge på disse. Det siger sig selv, at i et marked, hvor der er konstant hård konkurrence, er en krukke med guld, der glimter i det fjerne, og som en ny aktør vurderer er lige til at tage med et mere simpelt, bedre og billigere produkt en endog meget stor fristelse. Så lad være med at tro, man kan malke et marked eller en kundegruppe, uden der er nogle, der kommer og forsøger at tage det fra én. Det vil der være. Og deres motivation vil være endog meget stærk.

Det tredje spørgsmål, man bør stille sig selv er, hvor godt man i virkeligheden kender disse kunder. Selv bliver jeg ved med at være forundret over, hvor få virksomheder, der i virkeligheden har et direkte kendskab til deres kunder i den betydning, de kan sætte ansigt og kød og blod på dem. De færreste praktiserer jævnligt at være ude og være i 1-1 fysisk dialog med deres kunder, og det mener jeg personligt er en farlig ting. For hvem siger, man kan sidde hjemme på kontoret og regne ud, hvad deres behov er? Hvem siger deres behov ikke har ændret sig, og at ens produkt faktisk ikke matcher disse mere? Det kan sagtens være. Og intet produkt er nemmere at erstatte for konkurrenten, end ét der reelt set rammer helt ved siden af rent behovsmæssigt.

Når man så kigger på kundens behov, kan man passende følge det op ved at stille sig selv det fjerde spørgsmål: Er det produkt, man har, reelt set så banalt eller simpelt, at det er let at erstatte? Ofte kan det være svært at aflure, hvad der ligger i et produkt eller en ydelse, fordi mange virksomheder er rigtig gode til at pakke det ind i kompleksitet, branding og sprøde budskaber kun de færreste forstår. Men man bør gøre sig selv den tjeneste at skære det hele væk og betragte skelettet. Hvis den ydelse eller det produkt, man leverer, i princippet kunne leveres af alle og måske endda bedre og billigere, er man i princippet i overhængende fare.

Er man så yderligere handicappet af, at man slæber rundt på et tungt produktionsapparat, der reelt set mere er en jernkugle om benet end et egentligt aktiv, gør det ikke risikoen mindre. Tværtimod. Mange nye aktører i diverse markeder er gode til at komme op med produkter og ydelser, der kræver et minimum af kapitalbinding i produktionsfaciliteter. Det giver dem en helt anden agilitet og dermed evne til at konkurrere og tilpasse sig markedet, end nogle af de eksisterende spillere. Så har man tunge produktionsfaciliteter bør man nok kigge nærmere på, hvordan man kan gøre dem til et aktiv fremfor en reel trussel mod sig selv.

Sidst men ikke mindst er der så det sidste spørgsmål. Det sjette. Og også det, jeg normalt kalder for bonusspørgsmålet, som i al sin enkelthed måske er det mest skræmmmende: Ville man selv købe sit produkt eller ydelse, hvis man skulle betale det ud af egen privat lomme? Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg er stødt på medarbejdere i virksomheder, der absolut ikke kunne forestille sig det. Naturligvis kan man være helt udenfor målgruppen, men generelt bør det være et virkelig opmærksomhedspunkt. For hvis man ikke selv er villig til at betale for værdien af eget arbejde, hvorfor skulle andre så gøre det?

I virkeligheden er netop dette spørgsmål kernen i at forholde sig til de risici, der er forbundet med disruption af ens virksomhed: Kan vi godt se, at platformen ulmer, hvis vi begynder at stille os selv de nærgående spørgsmål?

Kan man det, er det om at handle på det, mens tid er og begynde at foretage ændringer. Hvilke tiltag, man kan gøre, kommer jeg ind på i mit næste indlæg.

(Foto: Flickr/Tsahi Levent-Levi)