Refokusér din forretning

Noget af det mest demotiverende, man som virksomhed kan opleve er, hvis hele ens forretning ikke bare stagnerer men rent faktisk går tilbage, og der er ikke noget som helst, man for alvor kan gøre ved det. Tænk bare på PostNord som eksempel. Hvornår har de sidst rigtig haft en følelse af succes?

Den svindende motivation kan rende endnu hurtigere ud, hvis der samtidig med tilbagegangen er en oplevelse af, at andre omkring en lykkes med at finde nye veje, udvikle nye produkter og services, som skaber forretning, mens man selv mister sin. Så kan man for alvor føle sig magtesløs.

Men sådan behøver det ikke være. For der er faktisk nogle måder, hvorpå man proaktivt kan håndtere denne udvikling og både forberede fremtiden, mens man tager sig af den nutid, man er en del af. Læs videre “Refokusér din forretning”

Start året med at tjekke forretningsmodellen

2017 er skudt i gang, og med det følger også nytårsforsætter. Og leder I efter et for jeres forretning, kunne det passende være at sætte et servicetjek af jeres forretningsmodel på dagsordenen for det nye år.

Hvorfor gøre det? Af flere grunde. Dels den åbenlyse, at udviklingen går så stærkt, at der er en vis sandsynlighed for, jeres forretning også bliver påvirket af det i en eller anden form. Og dels fordi det er min erfaring at rigtig mange virksomheder faktisk ved relativt lidt om, præcist hvordan de er i sync med det marked og de kunder, de forsøger at betjene, når man først begynder at spørge ind. Og i en tid med uendelige valgmuligheder indenfor snart sagt alle brancher og segmenter, er den en livsfarlig uvidenhed. Læs videre “Start året med at tjekke forretningsmodellen”

Small Data er det nye sort

Big Data har de senere år været et af de helt store slagnumre, overalt hvor man er kommet frem. Der er blevet brugt nærmest uendelige ressourcer på at opbygge systemer og tilvejebringe så mange brugerdata som overhovedet muligt – faktisk så mange, at det har været småt med ressourcer til at finde ud af, hvad man i grunden kunne bruge disse data til på en måde, der skabte værdi både for kunder og virksomheder.

I 2018 venter så en kæmpe udfordring. Der træder EUs databeskyttelsesforordning i kraft, hvilket kort fortalt kommer til at betyde, at den enkelte borger får langt bedre muligheder for at kontrollere, hvad der opsamles, gemmes og bruges af data om én (i teorien i hvert fald). Det er en forordning, som de færreste er klar til at efterleve, som en hel del får svært ved at blive klar til – og hvor der vanker store bøder til de, der forbryder sig mod den nye forordning. Læs videre “Small Data er det nye sort”

3 misforståelser om Business Model Canvas

Business Model Canvas er en af de mest brugte modeller verden over i forhold til at visualisere sin forretningsmodel. Men det er en misforståelse at se det som et simpelt redskab. Alene fordi denne overdrevne simple forståelse af modellen gør, at langt de fleste ikke formår at bruge modellen rigtigt.

I det følgende vil jeg prøve at beskrive tre almindelige misforståelser i forbindelse med brugen af Business Model Canvas, og hvad man kan gøre for at rette op på dem.

Læs videre “3 misforståelser om Business Model Canvas”

Hvad er Business Model Canvas?

Hvad er Business Model Canvas egentlig for en størrelse? Mange har allerede hørt om modellen, og de, der har stiftet bekendtskab med den fremhæver som oftest kun en brøkdel af dens egentlige værdi. Det er synd. Og det vil jeg gerne forsøge at råde bod på her.

Business Model Canvas (download modellen her) er udviklet af Alexander Osterwalder og Yves Piegneur sammen med flere hundrede kollaboratører fra en lang række forskellige lande, som alle chippede ind til bogen Business Model Generation, der for alvor bragte modellen i markedet. Siden er denne blevet solgt i mere end 1 mio. eksemplarer verden over, og både Alex og Yves er på Forbes Thinkers50 liste – en slags Oscar-uddeling for management-guruer.

Hvad vil du?

Selve modellen består af ni forskellige kasser, der tilsammen beskriver en virksomheds forretningsmodel. De syv af disse er delt op i det, vi kalder for ‘front stage’ – det markedsvendte – og ‘back stage’ – det der får det hele til at snurre bag kulisserne.

‘Front stage’ elementerne består primært af en Value Proposition – værditilbuddet, dvs den værdi man tilbyder sine kunder – og Customer Segments – de kundesegmenter, man henvender sig til. Man kan sige det meget enkelt: Hvad er det, man som virksomhed gør, og for hvem er det, man gør det. Adgangen for ens produkt ud til kunderne sker gennem Channels, der omhandler, hvordan man sælger sit produkt, og den anden vej beskriver Customer Relationships, hvordan man efter et salg servicerer sine kunder. Alt sammen lige til at gå til. I princippet i hvert fald.

Hvad skal der til?

‘Back stage’ handler som sagt om alt det, der skal til for, at man som virksomhed kan skabe et produkt og få det ud til sine kunder. Her er der to store elementer: Key Activities der beskriver, hvad det er for nogle ting, man som virksomhed skal gøre og være virkelig skarpe til for at kunne levere på sin Value Proposition. Og så Key Ressources, der beskriver med hvem – kompetencer, folk m.m. – og med hvad – maskiner, know how, patenter o.s.v. – man skal levere disse ting. Endelig er der Key Partnerships, som i virkeligheden er en mulighed for at kigge på sin forretning og se, om der er noget af det, man ellers selv kunne lave, man med fordel kan outsource til nogle andre.

Giver det økonomisk mening?

Nede under ‘front stage’ og ‘back stage’ har man så henholdsvis Cost – hvad koster alt dette her for virksomheden at producere – og Revenue – hvor kommer pengene ind igen. For det er naturligvis essentielt i en forretningsmodel: At indtægterne overstiger udgifterne. Man kan faktisk godt have en fantastisk idé, evnen til at eksekvere og et marked, der gerne vil købe – og så stadigvæk få fallit. Se bare på elbils-firmaet Better Place, der er et rigtig godt eksempel på dette.

Når hele modellen er fyldt ud er de fleste tilfredse. For så har de fået to af de ting, der gør Business Model Canvas fantastisk stærk: De har fået en visualisering af deres forretningsmodel, og de har fået et fælles sprog og en fælles forståelse af, hvordan det hele hænger sammen. Men de har kun kradset i overfladen. Eller som jeg plejer at sige det: De har kun set toppen af isbjerget.

Brug hypoteserne

En af de ting, de færreste tænker over, men som faktisk er en enorm god måde at komme videre med at udnytte potentialet i Business Model Canvas på er, at modellen er hypotese-drevet. Det betyder, at for at få det maksimale ud af modellen skriver man ikke sandheder ind i kasserne. Man skriver hypoteser eller antagelser, som man så efterfølgende går ud i virkeligheden og får valideret eller skudt ned.

Hvorfor gør man så det? Det gør man, fordi mange forestiller om en virksomheds virkelige forretningsmodel og især styrken af dem – og svaghederne – hviler på nogle internt vedtagne sandheder, der måske nok er blevet gentaget igen og igen over årene, men som ikke bliver mere sande af den grund. Her er det i stedet at betragte disse som hypoteser, der skal valideres en rigtig god måde til at trykprøve, om den virkelige verden nu faktisk også er, som man forestiller sig den.

Nem involvering af andre

Hypoteser opstilles som spørgsmål, og de kan i princippet skrives ned på en gul Post It-note. Herefter går man hen til en i organisationen, der ved noget om det pågældende emne og beder vedkommende om at gå ud i virkeligheden udenfor og finde svar på spørgsmålet.

Dette gør flere ting, der er gavnlige og viser Business Model Canvas som den meget potente model, det er: Det inddrager for det første folk på en meget enkel og håndgribelig måde. Det skaber en proces for at erstatte mavefornemmelser med fakta. Og det giver ad denne vej også en indsigt, der både kan bruges til at styrke virksomhedens egen forretningsmodel samt finde nye områder at drive forretning på.

Bliv klogere og tilpas jer

Når man bruger hypoteser til at gå ud og undersøge og teste i den virkelige verden, sker der nemlig ofte det, at svarene, man får, giver anledning til nye spørgsmål – også indenfor andre områder af modellen, end de, man lige var i gang med at undersøge. Man begynder at stille spørgsmål a la “Kan vi ikke gøre dette på en bedre måde?”, og pludselig er man i gang med at lave et servicecheck på hele sin forretningsmodel.

Her er Business Model Canvas virkelig et meget stærkt værktøj, fordi det giver mulighed at give sin forretningsmodel de løbende opdateringer, der er brug for i en verden, hvor forudsætningerne for ens forretning forandrer sig hele tiden. Forretningsmodellen er således ikke noget, der kun skal være til review en gang hvert femte år i forbindelse med en eller anden gennemgribende strategiproces. Det skal være under review hele tiden, og dette er modellen, der praktisk og fokuseret gør det muligt.

(Foto: Flickr/Epicantus)

Sådan skrotter du værdiløse forretningsplaner

Det gode ved modeller som Business Model Canvas og Value Proposition Canvas samt hele det test-apparat, der er en integreret del af dem er, at de ikke kun er anvendelige i forhold til selve idé- og konceptafklaringsfasen. De kan faktisk også bruges til at sikre investeringer.

I dag er det mange steder sådan, at investeringer i et eller andet nyt projekt kræver, at der udarbejdes en business case med tilhørende strategiplan. Det er en stor og tung proces, der udover at tage tid også er karakteriseret ved, at den baserer sig 100% på gætværk. Og at planen i 999 ud af 1000 tilfælde viser sig at være fuldstændig værdiløs, når først markedet kommer ud og rammer det intetanende marked.

Bl.a. som et resultat af ovenstående tilgang, kan det ikke undre, at 90 % af alle projekter fejler i forhold til de potentialer, der er drømt op. Og at 42% af alle de fejlede projekter fejler, fordi de dybest set henvender sig til et marked eller et behov, der ikke er der.

Den bedre vej

Et godt og meget relevant spørgsmål inden økonomidirektøren smækker kassen i for yderligere investeringer er derfor: Findes der mon en anden og potentielt bedre vej?

Det gør der. Og lad mig prøve at skitsere den her.

Det første, man kan gøre er at erstatte puljen til store investeringer med en pulje til eksperimenter. En pulje som vel at mærke er designet sådan, at indenfor en vis begrænset beløbsramme, kan man bare gå i gang med at eksperimentere, samle feedback og blive klogere på, hvad der ser ud til at have en gang i markedet. Man kommer altså konkret i gang med vigtigt arbejde, uden man skal begraves i værdiløst papirarbejde først.

Aftal kriterierne

Det næste, man så gør, er, at man sætter nogle kriterier op for disse tests. Hvornår er en test af et eksperiment en succes? Hvad skal den konkret vise, for at man kan tage beslutningen om at gå i den anviste retning? Det kan man faktisk godt opstille nogle gennemskuelige og rationelle kriterier for. Et af disse kriterier kunne f.eks. også være, at en test skal vise sig at kunne betale sig selv tilbage hurtigt.

Hvis man kan dette kan man gå videre til det sidste trin, som er en meget minimalistisk investeringsanmodning, som kun indeholder det basale for at frigøre de midler, der skal til for at gå i gang med at udvikle den endelige løsning. Hvorfor nu det? Fordi vi jo netop via tests har vist, der med stor sandsynlighed vitterligt er noget at komme efter, hvis vi investerer. I stedet for at sidde på kontoret og drømme i Excel, har vi været ude og trykprøve markedet, og det gør hele forskellen. Nu bliver det pludselig noget nær en nobrainer at investere – indenfor den overordnede samlede ramme, der naturligvis er.

Invester i succes

I princippet bør det med denne tilgang være sådan, at der er uanede investeringsmidler, så længe eksperimenter og tests af nye idéer og koncepter viser, der med stor sandsynlighed reelt set er et potentiale, et problem man kan løse, og nogle kunder, der er villige til at betale for at få dette problem løst. Så længe ens risiko for at begå kæmpestore fejlinvesteringer er om ikke elimineret så i hvert fald drastist reduceret, bør man bare køre løs.

Med denne lidt omvendte tilgang til investering i nye projekter kan ikke bare selve projekterne ende med at blive en leg – men også alt det ‘red tape’, der ellers omgiver dem og truer med at dræbe alt.

(Foto: Flickr/reinermedia)

3 virkelige potentialer i Business Model Canvas

Der er efterhånden rigtig mange rundt omkring, der har stiftet bekendtskab med Business Model Canvas. Og mens der er mange, der har gavn og glæde af den i hverdagen, er der også mange, der har et lidt for simpelt billede af, hvad det egentlig er modellen kan bruges til.

Langt de fleste af dem, jeg møder, anvender Business Model Canvas på ‘begynder’-niveauet. Her bruges Business Model Canvas som en slags visuel tjekliste, der sikrer to ting: (1) At man i sit projekt kommer hele vejen omkring sin forretningsmodel – de 9 kasser er perfekte til at sikre det, eftersom man kan krydse dem af undervejs, som de bliver udfyldt – og (2) at man får udviklet et fælles sprog om, hvad det er, man sidder og kigger på.

Den sidste del er essentiel og er i virkeligheden en af de helt store styrker ved Business Model Canvas; at noget, der er ‘fluffy’ og svært håndterbart bliver nedfældet og visualiseret på en måde, så alle kan være med.

Men der er meget mere i Busines Model Canvas end lige det. I dette indlæg vil jeg komme ind på tre ting, som jeg mener gør Business Model Canvas til et virkelig fremragende værktøj: Patterns, Mechanics og Hypothesis.

Få styr på hypoteserne

For at starte med den sidste først, er det nok i virkeligheden den mest kendte dimension af Business Model Canvas, som en del har hørt om, men som de færreste rigtig formår at bruge i praksis. Hypoteserne er og bliver det, der i praksis driver arbejdet med Business Model Canvas.

I traditionel tænkning opererer man, når man skal skabe noget nyt, med nogle antagelser, der alt efter temperament, tålmodighed og budget nærmest er givne sandheder, man bygger hele sit projekt på – uden den store grad af fact checking. Med hypoteser er det anderledes. Her er udgangspunktet, at man ingenting ved, og at alt først skal opstilles som hypoteser, der skal testes og valideres ude i virkeligheden. Først når noget er valideret med data fra markedet, er det sandt.

Undgå tåbelige fejl

Hypoteserne er super gode at arbejde med af to primære grunde: For det første giver de én mulighed for at fange de dyre fejlantagelser, der ofte i sidste ende kan udgøre hele forskellen mellem succes og fiasko for et projekt. Og for det andet giver de på helt lavpraktisk vis mulighed for at involvere andre i projektet. Man kan f.eks. bruge en hypotese til at formulere et spørgsmål, man har brug for at finde svar på, og så kan man bede den mest relevante person i organisationen om at gå ud og finde det svar. Vupti, vedkommende er involveret i projektet på mest lavpraktiske vis og føler sig således ikke holdt udenfor. Et ret godt og effektivt trick, hvis man gerne vil have alle med.

Hypoteserne kræver meget arbejde. Dels skal de formuleres. Dels skal der formuleres test cases til den enkelte hypotese (eks. “For at dette udsagn skal være sandt, skal XX personer sige/gøre YY”). Og så skal der eksekveres på tests. Det er omfattende og til tider hårdt arbejde, og derfor er der heller ikke så mange, der gør det. Men det er der, størstedelen af værdien af Business Model Canvas brugt på den rigtige måde, ligger.

Se mønstrene

Den anden ting, der gør Business Model Canvas fantastisk er Patterns – mønstre. Det er her, hvor man begynder at kunne se på sin forretningsmodel – og andres – og genkende mønstre i, hvordan værdien skabes, hvordan den sendes i markedet, hvordan kunderne håndteres, og hvordan selve forretningen hænger sammen.

Der findes en lang række forskellige Patterns. Og tricket her er i virkeligheden at kunne genkende et sådant mønster, når man ser det og tænke: “Hvad ville der ske, hvis jeg forsøgte at overføre det mønster til min egen forretning?”. Her kan man med fordel lege med kalkérpapir, lægge det over sit Business Model Canvas med den eksisterende forretningsmodel og så forsøge at tegne det nye mønster ovenpå. Hvor er der forskelle? Hvad skal man gøre mindre af? Hvad skal man gøre mere af? Kan det overhovedet hænge sammen rent økonomisk? Har man know-how og de rigtige mennesker til at lave en omstilling.

Indsigt i og brug af Patterns kan være super nyttige redskaber til at bruge Business Model Canvas i en evigt foranderlig verden, hvor forretningsmodellen hele tiden er under pres. At kunne bruge disse mønstre kan være hele forskellen på at læse eller høre om en eller anden smart ny forretningsmodel et eller andet sted og så hurtigt kunne teste, hvad de potentielle konsekvenser for ens egen forretning kunne være. Det er ikke enkelt og ligetil – det kræver omtanke og indsigt og ikke mindst erfaring. Men det giver virkelig meget stor værdi, når først man kan bruge disse.

Kan du mekanikken?

Den sidste ting er Mechanics – eller Business Model Mechanics. Det er her, hvor man for alvor begynder at lege med Business Model Canvas og skabe nye indsigter og handlemuligheder for sig selv og sin forretning. Det er her, hvor man f.eks. pludselig flytter ens veldefinerede kundesegment over til at blive en ressource. Hvad giver det af implikationer for forretningsmodellen? Giver det mulighed for at lave et nyt Value Proposition for en ny kundegruppe? Eller giver det mulighed for at spare nogle steder? Mulighederne er fantastisk mange.

Business Model Mechanics er det primære værktøj vi bruger til hele tiden at udfordre den eksisterende forretningsmodel. Det er vores “Hvad nu hvis?”- værktøj, der i kombination med de andre ting, jeg har beskrevet ovenfor flytter Business Model Canvas fra bare at være en visuel tjekliste over forretningsmodellen til at være et forretningskritisk værktøj. Det er det, der kan være med til at bringe en fra ‘novice’-niveauet til niveauet for ‘avancerede brugere’, som rutinemæssigt bruger det til at se og udvikle ny forretning.

Selv bruger jeg ofte disse metoder, ligesom jeg har uddannet mig i dem hos Alexander Osterwalder – en af hovedmændene bag Business Model Canvas – selv. Så hvis du er nysgerrig på, hvordan du kan bruge Business Model Canvas som andet og meget mere end bare en fin plakat, du kan hænge op på væggen i dit kontor, så grib fat i mig og lad os tage en snak om mulighederne.

(Foto: Flickr/US Embassy Madrid)

Disruptiv kontra klassisk strategi

Hvad er forskellen på en almindelig strategi proces og så en disruptiv en af slagsen? Det er et rigtig godt spørgsmål, som jeg forleden blev stillet, da jeg var ude og holde et oplæg om disruption for IT-Branchen og Dansk Erhverv. Og jeg tænkte, det var en god anledning til lige at berøre her, hvad jeg betragter som forskellen.

Først og fremmest skulle jeg måske lige gøre det klart, at jeg selv har deltaget i rigtig mange strateprocesser både som leder og som rådgiver. Langt de fleste af disse har været af den klassiske slags, der som oftest kommer med 2-3 års mellemrum. Og derfor har jeg også på egen krop oplevet, hvad det egentlig er for en størrelse, som rigtig mange elsker at hade.

En klassisk strategi-proces – hvis vi skal starte med den – har i mine øjne tre grundlæggende karakteristika: For det første baserer den sig på en masse kendte faktorer og arbejder egentlig kun med mindre ændringer til denne. For det andet er den top-down drevet via dekret fra ledelsen. Og for det tredje er output ofte relativt ukonkret og meget åben for fortolkning.

Lad mig dykke lidt ned i de enkelte dele:

En strategiproces, der baserer sig på kendte faktorer, opererer med den grundlæggende antagelse, at der er rigtig mange ting, der hverken skal eller kan røres ved. Det kan være produktet er givet. Endnu mere sandsynligt er produktionsapparat samt måden, man arbejder på og organiserer arbejdet givet. Resultatet er en strategiproces, der mere fokuserer på justeringer og småændringer end noget andet. Skal man lave en sammenligning, kan man sige, det meget godt svarer til finansloven, hvor langt hovedparten af budgettet også er givet på forhånd, mens hele den politiske slåskamp i virkeligheden handler om at flytte rundt på en meget lille del.

Udover således at være mere en optimeringsøvelse end decideret nytænkning, er den klassiske strategiproces også kendetegnet ved, den er top-down drevet. Det er ledelsen, der sætter sig sammen – ofte på et strategiseminar ude af huset – og sammen kommer frem til en plan, som så fremlægges. Er man rigtig detaljeret sørger man for at involvere nøglemedarbejdere fra de dele af virksomheden, der er essentielle for, at strategien kan lykkes, eller som bare sidder inde med væsentlig faktuel viden, som skal med i processen. Men det er bestemt ikke altid, det sker. Til gengæld sker det ofte, man henter ekstern facilitering ind i processen for at sikre et output, der minder om enhver anden strategiproces, og som – om ikke andet – i det mindste signalerer overfor bestyrelsen, at man har taget opgaven relativt seriøst.

Dette gør imidlertid også, at output ofte bliver ganske udvandet. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange, jeg har set medarbejdere, der er blevet præsenteret for en strategi, sidde og være lange i blikket, fordi det de er blevet præsenteret for er almindeligheder og banaliteter, der for det første kunne være sagt i en hvilken som helst virksomhed, og for det andet slet ikke siger noget konkret om, hvad det nu er, den konkrete virksomhed skal. Det sker hele tiden. Det bliver mere end floromvunden hensigtserklæring, som ingen rigtig ved, hvad betyder, og som derfor glemmes hurtigt, mens virksomheden går tilbage til ‘business-as-usual’.

Det kan være fint i nogle sammenhænge, og det skaber basis for, at man et par år senere kan gentage hele processen én gang til og få noget gammelt til at se nyt ud, fordi alle har glemt forløberen. Men det ændrer ikke på det store. Groft sagt.

Det kan en disruptiv strategi-proces derimod gøre. Sammenlignet med den ovenfor beskrevne er den direkte rabiat, og derfor er det ganske givet også fornuftigt at finde en eller anden gylden mellemvej. Men inden vi kan forholde os til den, er det meget fornuftigt lige at se på, hvad der karakteriserer en disruptiv strategi-proces.

Også her er der tre faktorer, der gør sig gældende: For det første stiller den spørgsmålstegn ved alt og er åben overfor at forandre alt – radikalt. For det andet er den drevet af kunderne. Og for det tredje er output en levende størrelse, der kan og skal bruges i dagligdagen, og som det simpelthen ikke giver mening at stille hen på hylden sammen med alle de andre støvede ringbind.

Det at være åben overfor at forandre alt er en skræmmende ting, og derfor er det de færreste, der tør gøre det. Men ikke desto mindre er det en enorm stærk position at kunne være i. Om ikke andet så fordi man som et led i sin strategiproces arbejder under den meget væsentligt antagelse, at der rundt omkring ens virksomhed findes utallige konkurrenter – kendte som ukendte – der lige nu og her arbejder på at gøre indhug i ens forretning. Og det at turde lade alt være oppe til diskussion og forandring sikrer et ens udgangspunkt for, hvem der i sidste ende står med en strategi, der møder markedet rigtigt – og dermed vinder.

Netop det med at møde markedet rigtigt er den anden væsentlige faktor i en disruptiv strategi. For det handler om at arbejde med en strategi, der tager udgangspunkt i kunderne og deres reelle behov fremfor de forestillinger, man selv måtte gøre sig i virksomheden baseret på erfaring og noget så banalt – men for strategi ubrugeligt – som forhåbninger. Der findes rigtig mange måder, hvorpå man kan arbejde strategisk med udgangspunkt i kundebehov, men det væsentlige er her, at man som et led i en disruptiv strategiproces erkender, at det er kunderne og ikke topledelsen, der tegner de store linier. Selvom det kan lyde indlysende og banalt, er det bare et faktum, at det er de færreste strategiprocesser, der reelt set gør det i dag. Så her er der virkelig meget at hente.

Endelig handler den disruptive strategi-proces om at arbejde med strategien som en levende organisme, der hele tiden er under tilpasning og forandring. Også her adskiller denne form for strategi sig fra den klassiske, hvor antagelsen er, at når først den er lavet, ligger den fast for hele strategi-perioden. Men virkeligheden for rigtig mange virksomheder er i dag, at den eneste sikre faktor er, at alt er forandret om et øjeblik – og derfor giver det mere mening at tage en mere agil tilgang til strategi med løbende tilpasninger og reviews baseret på nye markeds-, behovs- og konkurrentindsigter.

Og det er måske i virkeligheden dette element, alle strategi-processer bør tage med sig for at finde det der sted i midten af det hele, hvor man arbejder effektivt, men hvor alt ikke samtidig hele tiden er til diskussion; at gøre hele det praktiske arbejde med strategi og udmøntningen i praksis langt mere agilt end tilfældet er. Faktisk kan det vise sig at netop ved at gøre strategien meget mere operationel, begynder man at tænke mere over, hvad man fylder i den, og på den måde kan en agil tilgang alene være med til at give nogle langt mere effektive strategier fremadrettet.

(Foto: Flickr/Stefan Erschwendner)

Er ‘nytte’ din nye forretningsmodel?

Rigtig mange kender efterhånden udfordringen: Forretningen er under pres. Kunderne bliver mere og mere kræsne. De forlanger stadig mere. Og vil betale for stadig mindre. Det, der i går var en fantastisk forretningsmodel, er pludselig et problem, der kræver en eller anden form for mirakelkur. Spørg bare i mediebranchen.

Men der er måske håb forude. Hvis blot man kan tænke kreativt nok – og ikke mindst er villig til at forsøge et finde sig en plads tilpas langt ude i værdikæden til, at fundamentet for alvor bliver shaky, og det er de færreste, der tør følge én derude.

Det handler om, hvorvidt man tør basere sin forretning på den ‘nytteværdi’, kunden får ud af den. Svært at forholde sig til? Hvis kundens blinde accept af up front at betale for din vare eller ydelse er et dejligt minde, og du i dag tænker over, hvordan du kan leve af ‘pay for usage’, så skal du lige et skridt længere ud. Der hvor du ikke bare måler og afregner efter, hvor meget kunden bruger dit produkt – men hvor du afregner efter nytteværdi.

Jamen, kan man overhovedet det?

Måske er det ikke så ligetil. Men vi nærmer os. Takket være teknologien. Tænk i data og kunstig intelligens. Tænk i mønstre etableret via machine learning, hvor din virksomheds algoritme efterhånden lærer, hvad der kendetegner de kunder, der får stor reel nytte af dit produkt eller ydelse. Tænk i den lærer at prissætte disse kendetegn, og du har konturerne til en ny model.

Teknologisk nærmer vi os altså der, hvor det kan lade sig gøre. Men er du på alle mulig andre punkter klar til det? Leverer din virksomhed – hånden på hjertet – reel nytteværdi for dine kunder?

Det er her, det store udskillelsesløb kommer til at finde sted. Man kan jo frit postulere – og det tillader jeg mig at gøre – at der i dag findes rigtig mange virksomheder, hvor det kan være svært helt at se den reelle nytte af de produkter og services, virksomheden producerer. Disse vil kunne blive synliggjort i et teknologisk setup som kort beskrevet ovenfor. Og så bliver det jo rigtig spændende at se, hvordan de vil reagere?

Vil alle kunne overleve et sådant skift? Næppe. Så det her handler måske i virkeligheden også om at finde ud af, hvad ‘nytte’ rent faktisk er, og hvad nye former for ‘nytte’ kunne være. Måske der ligefrem kunne findes områder frem, som vi i al vores teknologifascination rent faktisk har glemt – kald det bare ‘gamle dyder’ – og som lige pludselig får en renæssance? Det er ikke til at vide, men tanken er da besnærende. Om ikke andet så fordi det måske kan være med til at afføde nye konkrete muligheder for et liv, hvor man gør nytte, for mange af de, der ellers føler sig voldsomt truet af al automatiseringssnakken.

Måske er ‘nytte’ i virkeligheden slet ikke så tosset en forretningsmodel?

– via Edge Perspectives

(Foto: Flickr/Thomas Hawk)

Mediernes vej ud på det blå ocean

Det er ikke nogen hemmelighed, at diverse klassiske mediehuse er strukturelt udfordrede af den digitale udvikling. Brugernes vaner ændrer sig markant i disse år, og internationale giganter knuser gamle lukrative annoncemarkeder under deres indtog i Danmark og fører milliarder af annoncekroner ud af landet.

I den situation kan man spørge sig selv, hvad der er mest hensigtsmæssigt at gøre: At spille med, flytte ind på de internationale platforme og satse på, at disse vil kunne være med til at drive ens forretning fremad og måske indirekte være med til at fremtidssikre den? Eller tage skeen i den helt anden hånd og gå i gang med at finde ud af, hvilken relevans man kan have i det nye mediebillede, som det er svært for de internationale aktører at matche?

I min bog er der ingen tvivl om, at den sidste løsning er den sværeste – men også den rigtige. For uanset hvor fristende det kan være at benytte de sociale medier som f.eks. Facebook som en trafikmaskine, er det givet, at man med en sådan fokuseret strategi afgiver kontrollen. Ikke alene underlægger man sig nogle forskellige politikker, der er opsat af modparten, og som ikke er til forhandling. Det er også fuldstændig op til denne platform at afgøre, hvor, hvornår og hvordan, man kan få sit indhold vist. Det er en ligning med alt for mange variable til, at man som medieleder bør føle sig rigtig komfortabel ved det.

Det gode spørgsmål er så i sagens natur, hvordan man kan gribe en sådan proces an? Her kommer et par bud.

Man kunne f.eks. starte med at opbygge en ny hypotese for ens virke som medievirksomhed. Man kunne kigge på det, dem der har succes gør, og så vurdere, hvordan man bedst kan lave noget, der ligger i forlængelse af det men som alligevel er så tilpas anderledes og unik, det bliver svært for dem at gøre tilsvarende. I en dansk kontekst vil det ofte sige noget, hvor der er danske hænder inde over, og hvor effekten meget opnås ved at være hands-on fremfor at have maskiner og algoritmer i gang.

Det handler med andre ord om at få en idé. Lad os for eksemplets skyld sige, at det her handlede om at kunne være mere relevant for den enkeltes hverdag. Gå lidt væk fra det klassiske produkt med artikler om stort og småt for i stedet at se på folks dagligdag, de problemstillinger de kæmper med og så komme med forskellige redskaber, der kan være med til at løse disse. Altså en slags mediemæssig schweizerkniv.

Dette kunne være en udmærket idé. Selv tror jeg meget på relevans som en service, der skaber værdi. Men pointen her er, at vi ved det ikke. Så man er nødt til at teste idéen for at finde ud af, om den overhovedet har nogen klangbund hos kunderne.

En sådan test giver anledning til noget kvalitativ analyse. Vel at mærke analyse hvor man kommer helt ud til den enkelte kunde i vedkommendes hverdag. En fokusgruppe eller to er ikke nok, fordi disse har den indbyggede svaghed, at de baserer sig på (1) vores forestilling om, hvad det er for et produkt, vi gerne vil i markedet med og (2) vores mulige kunders forestillingsevne, når de hører, hvad vi tænker. Kunder kan i udgangspunktet forestille sig alt. Og derfor sker der også ofte det, de giver biased svar – de svar vi gerne vil høre. Hvilket ikke hjælper os, når produktet så flopper i det rigtige marked.

Nej, i stedet for handler det om at komme ud og observere og lytte. Se hvad kunden foretager sig. Lytte til problemstillinger. Gøre sig sine noter og observationer ud fra et åbent sind. Og komme hjem med en masse data, der så kan bearbejdes videre ned i en mapping af, hvor det er skoen trykker, og hvordan et nyt produkt vil kunne ikke bare fjerne stenen men også skabe ekstra værdi.

Til dette arbejde kan man bruge Value Proposition Canvas; en simpel model, der ikke alene mapper hvad det er for et behov, kunden har, men også hvilke faktorer, der forhindrer kunden i at nå sit mål og hvilke ting, kunden egentlig godt kunne tænke sig at få oveni en løsning, når først løsningen er der. Når man har dette på plads, kan man arbejde sig frem til, hvilke midler der skal til for at fjerne problemstillingen, og hvad man kunne forestille sig, den ekstra værdi bestod i. Og så kunne man kigge på disse to ting og derfra skitsere omridset af sit kommende produkt – baseret på kundens behov.

Rigtig mange medievirksomheder fejler konsekvent i den øvelse; at behovet hos kunden ikke er klart beskrevet og analyseret, før man går igang. Men det er en god øvelse at lave. Om ikke andet så fordi det nok vil vise sig, det reelt set er den øvelse, der også ender med at flytte medievirksomhedens tænkning efter mange år, hvor det har været rigtigt svært at finde ‘det der nye’ selv. Og så er der også det gode ved det, at denne modeltænkning og -brug giver et godt afsæt for den videre proces.

For nu kan kan gå videre til at kortlægge sin forretningsmodel via Business Model Canvas. Arbejdet fra Value Proposition Canvas er sådan set det svære – og det væsentligste – så når først dette er føjet ind i modellen, kan man gå i gang med at stille sig selv spørgsmålene: Hvad skal der til, for at vi kan levere dette produkt? Hvem har vi brug for for at gøre det? Hvilke kanaler skal vi bruge for at nå vores kunder? Hvordan servicerer vi dem? Hvad koster det? Og ikke mindst: Hvordan tjener vi penge?

Igen er det vigtigt her at huske, at på dette tidspunkt ved man endnu ikke noget. Det er stadig kun en idé – omend en underbygget en af slagsen. Så arbejdet består ikke i at lave løsningen nu. Den består i indenfor hvert af de områder, der ligger i Business Model Canvas at få opstillet nogle hypoteser om, hvordan man tror tingene hænger sammen – og så følge det op med fokuserede, effektive tests i markedet af, om det nu rent faktisk også er sådan.

Dette test arbejde kan man bl.a. udføre via Pretotyping; den hurtigste, enkleste og billigste måde at teste nye idéer på. Udviklet af en Google-medarbejder, er Pretotyping en omkostningseffektiv måde til at sikre sig nok viden om en idé til, at man med statistisk sikkerhed kan udtale sig om, hvordan det ville se ud, hvis man gik direkte til at udvikle det færdige produkt. Det giver én enorm viden – og kan potentielt spare en for rigtig mange fejlinvesterede penge, som man i en presset tid rigtig gerne vil spare for i stedet at kunne investere i noget, der rent faktisk giver en værdi.

Gør man alt dette arbejde, vil man gå fra at have en idé om – for nu at bruge mit eksempel – at en tjeneste, der baserer sig på at være en relevant hjælper i den enkeltes dagligdag kunne være en rigtig god idé til at få nogle data på, at det er det faktisk, fordi der både er opfyldelse af et behov, interesse for løsningen samt ikke mindst en villighed til også at prøve den og betale. Dermed er man langt tættere på at have noget, der kan tage konkurrencen op og give et relevant modspil til de internationale giganter på områder, hvor de ellers ville kunne have det svært.

Og det vil i sig selv være opløftende: At optimismen om at man faktisk kan konkurrere mod disse sværvægtere kommer tilbage, så man kan komme væk fra, at alle strategiske træk med nye produkter, opkøb m.m. er defensive i deres natur indenfor en branche, der vel at mærke over de seneste godt 20 år har vist sig nærmest umuligt at forsvare.

I næste indlæg kommer jeg ind på, hvordan medierne ved brug af Lean Startup metoder vil kunne arbejde effektivt med at føre disse verificerede idéer og tanker ud i livet på en måde, der minimerer risikoen for at gentage fortidens kostbare digitale fejlinvesteringer.

(Foto: Flickr/Boris Mann)