Løs nu virkelige problemer

FN’s nye klimarapport taler sit tydelige sprog: Vi har en endog meget begrænset periode til at lave noget fundamentalt om på måden, vi lever vores daglige liv, hvis vi vil undgå en decideret klimakatastrofe.

Det er skrap kost for enhver måde. Og guf for alverdens entreprenører. For her er der da om ikke en brændende platform så en helt igennem brandvarm planet, der kalder på alskens gode løsninger fremadrettet for at undgå selv de værste mareridt. Nu.

Det er vand på de gode Singularity Universitys mølle og mantraet om løsninger på problemer, der har et impact på mere end 1 milliard mennesker. Så hvad sker der? Langt fra nok. 

Spild af krudt

Når man kigger ud over såvel tech- som iværksætterlandskabet er billedet stadig præget af alt andet end nogle, der rent faktisk arbejder målrettet på at løse det, man vel i denne sammenhæng godt kan kalde for substantielle problemer.

Der er stadig alt for meget, der kan henføres til kasserne for “copycats”,  “sådan-en-har-de-andre-så-det-skal-jeg-også-have” eller “First World, sådan kan jeg forbrugere mere og nemmere”-løsninger.

Der er stadig for mange virksomheder, hvis største usecase er det hurtige quickfix af rappe kalorier..

Det må da kunne gøres lidt bedre.

Rammerne er der

Og ja, det kan det også. Om ikke andet så fordi rammerne er der til at arbejde både struktureret, hurtigt og effektivt med at udvikle bud på de løsninger, kloden tydeligvis skriger på.

Vi ved f.eks. godt, hvordan vi med udgangspunkt i behovet for mere bæredygtige løsninger på kendte behov og problemer kan arbejde målrettet og strukturet med at identificere disse og lave løsninger, der gør det, de skal – hverken mere eller mindre – og mindske belastningen på f.eks. miljøet.

Vi ved også, hvordan vi kan udvikle og teste idéer til forskellige løsningsretninger hurtigt, enkelt og billigt, således at vi indenfor den korte tid, der er til rådighed, virkelig kan få mulighed for at prøve selv de mest originale idéer af i forsøget på at finde gode, farbare veje fremad.

Og vi har også metoderne til at sikre, at vi undervejs i processen bevarer kontrollen, selv er med hele vejen og ikke bare kommer tættere på løsninger, men også kan skabe den følelsen af empowerment i det daglige arbejde, der i sig selv giver både ny motivation og energi.

Så skulle vi ikke bare gøre det i stedet for at spilde tiden på pseudo-problemstillinger, der alligevel ikke er relevante at finde løsninger på, hvis hele økosystemet omkring os bryder sammen?

(Foto: Pixabay.com)