Inden vi alle sammen kaster os frådende over den amerikanske Federal Communication Commission (FCC) og deres afgørelse om at ophæve en lang række reguleringer af de amerikanske internetudbydere, skulle vi så ikke lige stoppe op et øjeblik og give internettet en chance?
“Netneutraliteten er død!”, råbes der. “Nu er det de store multinationale koncerner, der frit kan kontrollere det hele, og forbrugeren betaler prisen”, siger andre. Men er det nu også nødvendigvis rigtigt?
Hvad er op og ned?
For hvad er det egentlig, der er sket?
FCC har besluttet, at amerikanske internet-udbydere fremover skal reguleres efter det, der hedder Title I- fremfor Title II-regler.
Det er lidt teknisk, men forskellen er dybest set, at mens Title II-bestemmelser er skabt til monopoler og således som grundpræmis antager, at alt, hvad en udbyder, der reguleres under disse regler gør, er ondt og derfor skal kontrolleres i alle ender og kanter, før det sker, så forholder Title I-reglerne sig til det, der faktisk sker og straffer dem, der defacto misbruger deres position.
Sagt lidt anderledes kan man sige, at hvor udbyderne før skulle bevise up front, de ikke havde tænkt sig at gøre noget ondt, skal de fremover bevise, de ikke har gjort noget ondt, hvis de bliver anklaget for noget.
Kommer fremtiden?
En stor del af kritikken går på, at nu kommer der til at ske en masse ting omkring censur, forskelsbehandling af brugere og virksomheder, der gerne vil agere på internettet. Og så videre og så videre. Det kan man godt forstå kommer, for der er ingen af os – og absolut heller ikke mig – der ønsker nogen som helst form for censur eller ulige muligheder for at konkurrere.
Udfordringen ved denne argumentation er bare, at vi taler om ting, vi ikke ved noget om. Vi antager, at udbyderne bare har ventet på at få muligheden for at kunne opføre sig til ugunst for alle deres kunder. Vi har ingen som helst beviser for, at disse ting rent faktisk kommer til at ske.
Nettet kæmper imod
Måske skulle vi derfor stoppe op og have lidt tillid til internettet? Der er gode grunde til i hvert fald at give det et forsøg.
For det første har alle disse udbydere foretaget store investeringer i infrastruktur, som de naturligvis gerne vil tjene penge på. Virker det logisk at starte med at skræmme de kunder, der skal udgøre forretningen, væk? Næppe.
Men hvis de alligevel træffer det valg, findes der med statsgaranti andre udbydere, der står klar til at lokke disse kunder til med et godt tilbud og selv opbygge volumen. Det er almindelig, hård konkurrence, som internettet har været så rig på indtil videre. Og som jeg ikke kan se, det ikke skulle være rig på fremover også.
Svært at censurere
Jamen, hvad så med censur? Det er ubetinget noget, man altid skal være bekymret for. Men igen må vi her stole på, at internettet grundlæggende fungerer.
For hvad er det, der sker, når uret begås? Der skriges op. På de sociale medier især. Tag #Metoo-bevælgen som det mest nylige eksempel. Dette oprør når også mainstream medierne, der i parentes bemærket stadig har kanaler, der opererer helt uafhængigt af internettet og udbyderne der.
I praksis er det altså stort set umuligt at holde kritik tilbage. Osten har ganske enkelt for mange huller.
Og har vi virkelig fantasi til at forestille os, at der vil være så meget som én kunde, der får en internetforbindelse fremadrettet, hvor der ikke er adgang til f.eks. Facebook, eller hvor forbindelsen er så dårlig, tjenesten reelt set er umuligt at bruge? Det har jeg ikke.
Facebook fylder så meget (også på den meget skræmmende måde), at det reelt vil være et hypotetisk scenarie helt ud i ekstremerne. Dette er sagt, omend der findes en del lande, hvor det er umuligt at komme på Facebook. Pointen er dog, at dette også fandt sted, før beslutningen hos FCC blev truffet, og de to ting derfor har absolut intet med hinanden at gøre.
Ingen vindersag
Men bare fordi noget er usandsynligt, kan det så ikke ske? Jovist. Jeg har bare personligt meget svært ved at forestille mig, det i USA vil være en vindersag for nogen i det politiske system at forsøge at begrænse Facebook eller andre populære tjenester (og igen er det på mange andre områder skræmmende at tænke over perspektiverne i lige præcis det).
Hvis der er noget, internettets historie har lært os er det, at det som nævnt, at det er umuligt at holde noget inde. Informationen finder altid en vej ud. Og skaber dermed også fundamentet for den modreaktion blandt brugerne på ethvert virkeligt dårligt tiltag, der i sidste ende gør, at der vil være en vis form for digital terrorbalance mellem udbydere og brugere – akkurat som der altid har været, selvom analogien til Den Kolde Krig måske ikke er den mest positive.
Skulle der endelig være udbydere, der begynder at censurere websites, er specielt det amerikanske marked så markedsdrevet, at det ikke vil tage et splitsekund for en anden udbyder at se muligheden for at kapre kunder – og få kunderne til at stemme med fødderne.
Investeringer og muligheder forude
Men hvad er det så, de amerikanske udbydere kan få ud af den nye regulering?
For det første får de et incitament for at foretage flere investeringer i basal infrastruktur, hvilket er noget, man faktisk trænger rigtig meget til i USA. Her er der stadig mange, der kører på en digital grusvej, og hvor de godt kunne bruge, at vejene blev asfalteret og udvidet. Og her siger det sig selv, at disse nødvendige investeringer foretager man kun, hvis man kan se en fornuftig business case i dem.
Kommer der fastlanes på internettet for enkelte virksomheder? Muligvis. Måske vil det ligefrem medføre en ny bølge af innovation, der kan finde noget fornuftigt og værdiskabende at bruge det til. Det er jo altid et tradeoff. Ligesom jeg er overbevist om, at der vil komme startups, hvis eneste formål det er at lave workarounds, hvordan de så ellers vil komme til at tage sig ud. Sådan er markedet: Når der opstilles oplevede forhindringer, finder vandet en vej udenom.
Kommer udbyderne til at censurere websites og blokere for nogle? Det tror jeg ikke et øjeblik på. Dertil tror jeg simpelthen konkurrencen er for stærk, udbyderne for mange og grådigheden for at kapre hinandens kunder – også dem, de andre siger nej til – er for stor. Hvis det at censurere upopulært indhold var en ting, udbyderne havde lyst til at begive sig ind i, havde de gjort det forlængst med meget af det virkelig bizare indhold – ingen nævnt, ingen glemt – der ligger rundt omkring på millioner af niche-websites.
Så jeg vælger grundlæggende at have tillid til markedet i almindelighed – og internettet i særdeleshed. I hvert fald til jeg faktuelt oplever andet.