Medie-lektien fra fitness-kæderne

Uagtet at deres andel af markedet er blevet mindre og mindre de senere år, fortsætter de klassiske mediehuse – aviserne primært – med at kæmpe kampen for annoncemarkedet mod internationale giganter som Facebook og Google, der allerede – og på alle parametre – har vundet den kamp.

Det skal de i sagens natur have lov til. Men det kan godt være en anelse frustrerende at se på, hvordan den journalistiske kvalitet lider i de evige sparerunder og i jagten på klik, når det falder lige for at tænke, at mange af de ressourcer kunne være brugt på at finde den fremtidige vej.

Læs videre “Medie-lektien fra fitness-kæderne”

Hvem tager driften?

Gang på gang oplever jeg, at en af de helt store barrierer for at få digital succes i en organisation eller en virksomhed er den kultur, man har internt i virksomheden.

Groft sagt kan man sige, at man kan tage alskens initiativer på udviklingssiden og poste nok så store summer i nogle mere eller mindre værdiskabende projekter – men hvis ikke kulturen og evnen til at eksekvere på de nye initiativer følger med, risikerer det hele at falde til jorden.

Rigtig mange gange vil jeg faktisk hævde, at ønsket om at relancere en digital tjeneste i virkeligheden kunne være skåret ned til at arbejde rigtigt med den løsning, man allerede har. Og skal man tage den videre ud ad den tangent, kan man jo spørge sig selv om, hvordan man nogensinde skal kunne definere næste generations initiativer, hvis man dybest set ikke rigtig har forstået alle kroge af det, man allerede har. Læs videre “Hvem tager driften?”

Slip corporate innovation løs

Har små virksomheder en fordel fremfor de store, når det drejer sig om at drive hurtig og effektiv innovation? Kan de små og agile virksomheder hurtigt tilegne sig nye agile metoder til at undersøge potentialer og placere de rigtige ‘bets’ end de store virksomheder, der stadig baserer alle deres initiativer på forretningsplaner og vandfalds-diagrammer?

Måske. Men det er ikke det samme som, at de store ikke kan lære det. Og vel at mærke lære det på en måde, der ikke konflikter med den måde, de i øvrigt ellers driver deres virksomheder på. Så lad os prøve at se på nogle af de forhindringer, der kan være i store virksomheder.

Kortsigtet fokus

Den første problemstilling, man kan tage fat i for de store virksomheder, er deres kortsigtede fokus. Dette gælder især for de virksomheder, som er børsnoteret og dermed er underlagt krav til kvartalsmæssig rapportering til fondsbørsen; et krav der i praksis ofte har en tendens til at favorisere de kortsigtede gevinster i forhold til de tiltag, der måske kan give meget god mening på den lange bane.

Her behøver der i virkeligheden slet ikke være noget problem. Principielt er det nemlig bare et spørgsmål om, hvordan man laver sit setup. For det siger sig selv, at er man i en virksomhed af en vis størrelse, og den også er at finde på fondsbørsen, findes der også budgetter til at skabe innovation. Og dermed kan der også findes midler til at tage en anden tilgang til den del af innovationen, der mere handler om at prøve nogle nye ting af hurtigt og billigt end at finde den næste helt store ting, der forandrer alt.

Kerneaktivitet

For det er væsentligt her at huske, at det at undersøge muligheder, analysere idéer i praksis i markedet, gå videre med dem, der er lovende og dræbe dem, der ikke er, ikke på nogen måde er i konflikt med den eksisterende forretning. Det er i virkeligheden en dagligdags kerneaktivitet, der ligger og summer under det hele, ligesom kundeservice, salg, logistik m.m. også gør det. En af de ting, man bare gør.

Og hvorfor så det? Fordi der ikke er noget truende i det at undersøge andre muligheder i markedet. Tværtimod. Det er rettidig omhu – også i forhold til investorer. Både fordi det giver en løbende indsigt i og forbindelse til markedet og dets behov, men også fordi det netop er forudsætningen for med tiden at kunne identificere de næste store tiltag. Og mon ikke disse – når de måtte dukke op – også kan få funding og aktiemarkedets ’seal of approval’, hvis man på forhånd kan sandsynliggøre, at det vitterligt er et stort potentiale, fordi man med succes har lavet de indledende sonderinger, man kan med de agile innovationsprocesser. Det føler jeg mig meget overbevist om.

Ukonkrete byggesten

Den næste udfordring, der så rammer de store virksomheder er, at deres byggesten har det med at være for ukonkrete. Tænk her i den klassiske strategipræsentation, som kan være nok så gennemarbejdet, rigtig og fin, men hvor man ofte bare må konstatere, at man – når man ser på den – har enormt svært ved at svare på spørgsmålet “Hvad går jeg så ud og gør rent konkret nu?”

Også her er der håb for den store virksomhed. For opgaven er i virkeligheden banal: Det handler om at få nedbrudt strategien i nogle mindre, håndtérbare bidder, som er super konkret, og hvor man kan se for sig, hvad det helt eksakt er, én eller flere medarbejdere kan gå ud og gøre lige nu for at komme realiseringen af strategien – og den innovation der måtte være en del af den – et skridt videre.

Dette kræver noget organisatorisk massage. Men det kan bestemt lykkes. Det handler i virkeligheden mest om at turde stille de dumme spørgsmål – “Hvordan gør vi lige dette konkret?” o.s.v. – uden at risikere at blive skammet ud for det. Dette i sig selv kan også være en udfordring, fordi mange virksomheder stadig ikke ligefrem belønner den form for adfærd, der stiller spørgsmålstegn ved noget, der som udgangspunkt er klappet af oppe i systemet. Men det er vejen at gå.

Medarbejdernes tid

Dette gør sig også gældende i forhold til den tredje udfordring: Skabelse af tid til medarbejderne til at kunne arbejde med innovation.

Rigtig mange store virksomheder har det stadig sådan, at medarbejderne har helt konkrete roller, der som udgangspunkt er over-specificeret i forhold til, hvor meget tid der reelt set er til rådighed i forhold til at udføre opgaverne. Det vil i praksis sige, der altid skal prioriteres benhårdt i en travlt hverdag. Og i en virksomhed, der belønner det kortsigtede perspektiv, og hvor chefernes incitamentsstruktur er bygget op omkring det samme, kan det i praksis blive enormt svært for ikke at sige umuligt at finde tiden til at drive innovationsprojekter operationelt fremad.

Og her er det så, den opgavenedbrydning, jeg omtaler ovenfor bliver essentiel. For innovationsprocesser bør ikke være et særskilt mindset, man skal sætte tid og mennesker af til specifikt at fokusere på, når de i øvrigt ellers får tid. For det kommer aldrig til at ske. Innovationsprocesser bør være styret og brudt ned i så konkrete dagligdags opgaver, at det er være en del af et innovationsprojekt og løse sine opgaver i forbindelse hermed bliver lige så let som at sende en email til chefen, ringe til produktionen eller tage ud og besøge en kunde.

Kan man bringe det dertil – og det kan man med en indledende hånd og lidt facilitering – kan man også i store virksomheder virkelige frigive energi og potentiale i forhold til innovation og udvikling, som man ellers misunder de små og agile virksomheder.

(Foto: Phil Manker)

Godt i gang med Lean Startup

Agil udvikling er over de senere år for mange blevet det helt store dyr i åbenbaringen. Drevet af startup-miljøet og nytænkende organisationer, er det blevet et fantastisk attraktivt alternativ til store, komplekse vandfalds-projekter.

Centralt i hele den agile tilgang står Lean Startup metodikken. Metodikken kom først på banen i 2008, da amerikaneren Eric Ries førte den på banen, og siden da har den gået sin sejrgang over hele verden. Bogen bag har solgt og solgt, og der findes ikke den konference rundt omkring, hvor man ikke snakker om metoden og dens tre elementer: Build, Measure, Learn.

Metodikken er også rigtig god og anvendelig, når man arbejder med udvikling af nye produkter og tjenester. Men lige som alle andre metoder og filosofier, fortjener den lige at få en kritisk gennemgang. Så det vil jeg forsøge at komme med her.

Udgangspunktet i Lean Startup er som nævnt den iterative proces Build, Measure, Learn. Man starter med at bygge noget ret simpelt. Så måler man, hvordan det virker. Man uddrager den lære, man kan af det. Og så tager man denne læring med videre i den næste iteration af ens produkt eller tjeneste. Og sådan kører det ellers rundt i ring og skaber i princippet en løbende forbedring af ens offering uden brug af store forkromede planer, GANT-diagrammer og hvad vi ellers har af gamle redskaber fra den klassiske projektverden.

Start med idéen

Lad mig gennemgå de enkelte skridt i modellen.

I starten har man en idé, og med udgangspunkt i den, bygger man sit Minimum Viable Product; det mindst muligt omfattende produkt eller tjeneste, man kan slippe afsted med for at få en rigtig test af, hvorvidt idéen holder eller ej. Man bygger sig produkt – Build – og releaser det til markedet.

Når produktet kommer ud, går næste del i gang – Measure. Her måler man kort fortalt på, hvordan produktet performer. Som minimum har man sørget for, der er rigtig god tracking på alt, hvad der foregår, og de fleste har også nogle KPI’er, som de følger. Disse kan være relativt generiske – antal besøg, antal salg m.m. – mens de mest avancerede opstiller specifikke KPI’er, der er designet til at definere præcis, hvilke svar det er, man gerne vil have ud af denne test.

Er man så avanceret, er man godt på vej mod sidste fase som er Learn. Det er her, hvor man bruger de opsamlede data på testen til at se på, hvordan det så egentlig gik og – vigtigst af alt – hvilke nye idéer og initiativer, det giver anledning til i forhold til at komme godt videre med næste iteration. Det er en super vigtig del af processen, for det er, man mere end på noget andet tidspunkt definerer, hvad det er, man hælder ind i sit produkt efterfølgende.

Pas på faldgruberne

Ovenstående er Lean Startup metodikken i meget korte træk. Og det ser jo ganske overskueligt ud. Men der er også nogle områder, hvor man med Lean Startup skal være opmærksom.

Det første opmærksomhedsprodukt handler om det input, man giver til modellen. Som med de fleste andre processer gælder princippet om ‘Shit in, shit out’. Og hvis man ikke passer rigtig meget på, er der en fare for, man kommer en halvbagt idé ind i processen til at starte med, og så kommer hele resten af forløbet til at handle om at optimere på noget, der egentlig er temmelig fejlbehæftet til at starte med – eller hvor der måske i virkeligheden bare havde været en bedre idé at starte ud med, hvis man havde gjort sig lidt mere umage.

Man kan naturligvis argumentere for, at metodikken vil fange en rigtig dårlig idé gennem processen og optimere på den. Og i princippet er det også korrekt. Men man skal ikke være blind for, at der kan indsnige sig en eller anden form for ‘confirmation bias’ undervejs, hvor man mere fokuserer på at få de målinger og den læring, der passer til ens ene forudfattede meninger end lytte til den feedback, markedet faktisk giver. Sker det bliver hele processen suboptimal for at sige det meget pænt.

Læring er altafgørende – og svær

Den næste ting, man skal være opmærksom på er selve læringsdelen. Talrige praktiske erfaringer viser, at mens man generelt er ret gode til at bygge ting, og de fleste også kan finde ud af at måle på det, de bygger, står det sløjt til med evnen til at lære. Dette kan skyldes, vi bare ikke er særligt gode til at lære af vores fejl. Men det kan også skyldes, vi nægter at se virkeligheden i øjnene og dermed discounter den negative feedback, der egentlig var livsnødvendig for os at få ind i den næste iteration af produktet.

For at imødegå dette sidste problem findes der de praktikere, der mener, man skal anskue hele processen anderledes. I stedet for at sige Build, Measure, Learn bør man i stedet sige Learn, Measure, Build. Dette er ud fra tanken om, at man først sætter sig ned og definerer, hvad det er, man gerne vil have ud af sin test i den pågældende version af produktet, hvordan man har tænkt sig at måle på det og først til sidst bygger produktet.

De praktikere, der advokerer for denne version, gør det, fordi de kan se, at rigtig mange i praksis har enormt svært ved læringsdelen, som er den centrale i hele processen. Alle kan bygge, de fleste kan måle – men de færreste formår for alvor at indfri det potentiale, der ligger i læringsdelen. Hvis det at kunne gøre det kræver, at der rettes lidt ind i rækkefølgen, må det være et lille offer at bringe for en metodik, som ellers er super effektiv.

(Foto: Flickr/Rebeca Zuñiga)