Se kunden som din investor

Hvornår har du sidst set dine kunder som investorer? Sandsynligvis er svaret “aldrig”, for det er ikke det, vi er vant til. Ikke desto mindre giver tanken mening.

For når en kunde køber dit produkt eller service, foretager de en investering. Ikke bare i produktet men så sandelig også i de forhåbninger, de har til, hvad det skal kunne gøre af forskel for dem. Det er en investering på forventet efterbevilling om et afkast – akkurat som når den mere klassiske investor investerer i aktier.

Men der er faktisk flere gode grunde til at tænke på dine kunder som dine sande investorer.

Læs videre “Se kunden som din investor”

Hvor reel er din kundeindsigt?

Reel indsigt i en reel problemstilling er som oftest et godt udgangspunkt for at kunne finde frem til en god løsning, der – hvis man er en virksomhed – også kan være med til at skabe fornyet vækst.

Derfor er det også tankevækkende, hvor mange virksomheder og organisationer, der i det omfang, de overhovedet har en strategi for, hvordan de skaffer sig indsigt, har én der er præget af en laisez-faire tilgang til emnet.

Dette er ærgerligt. Både fordi der faktisk findes gode og effektive metoder til at gøre det rigtigt. Men også fordi man ved at gribe det uhensigtsmæssigt an ikke alene risikerer at gå glip af det virkelige vækstpotentiale. Man risikerer også at bruge sine dyrebare ressourcer på de forkerte ting i en sådan grad, det reelt set ender som det rene spild. Har I råd til det?

Læs videre “Hvor reel er din kundeindsigt?”

Design dig ud af udfordringerne

Hvad bruger du det meste af din tid på? Brandslukning her og nu eller arbejde, der peger fremad på den lange bane og skaber forudsætningen for, at du og din organisation også har succes i morgen og dagen efter?

Hvis du er som langt de fleste andre, anvender du hovedparten af din tid på brandslukning (“Haster & Vigtigt”) og en signifikant del af din øvrige tid på, hvad dem over dig ellers i øvrigt synes er vigtigt, men ikke nødvendigvis er det for dig (“Haster & Ikke Vigtigt”).

Når du så engang imellem får for meget og har brug for en pause, bruger du tiden på alt muligt andet – overspringshandlinger (“Haster ikke & Ikke Vigtigt”). Og så er den dag forlængst gået.

Læs videre “Design dig ud af udfordringerne”

Refokusér din forretning

Noget af det mest demotiverende, man som virksomhed kan opleve er, hvis hele ens forretning ikke bare stagnerer men rent faktisk går tilbage, og der er ikke noget som helst, man for alvor kan gøre ved det. Tænk bare på PostNord som eksempel. Hvornår har de sidst rigtig haft en følelse af succes?

Den svindende motivation kan rende endnu hurtigere ud, hvis der samtidig med tilbagegangen er en oplevelse af, at andre omkring en lykkes med at finde nye veje, udvikle nye produkter og services, som skaber forretning, mens man selv mister sin. Så kan man for alvor føle sig magtesløs.

Men sådan behøver det ikke være. For der er faktisk nogle måder, hvorpå man proaktivt kan håndtere denne udvikling og både forberede fremtiden, mens man tager sig af den nutid, man er en del af. Læs videre “Refokusér din forretning”

2016 i tilbageblik – og fremad

Nu hvor nytåret står for døren, og 2016 nærmer sig sin afslutning, er det ved at være tid til at gøre status over året der gik fra et fagligt synspunkt. Hvad lærte vi – og jeg – undervejs i året, der gik om fænomener som digitalisering, digital transformation, disruption, business model innovation og mange andre fine buzzwords? Hvad betyder de? Og hvad kan vi bringe med os videre ind i 2017?

Da jeg altid har været en stor fan af den amerikanske talkshow-vært David Letterman og hans “Top 10” lister, tænkte jeg, jeg ville forsøge at gentage det kunststykke her. Og i bedste Letterman-stil gøre det fra bunden og opad mod den vigtigste læring.

Læs videre “2016 i tilbageblik – og fremad”

Godt i gang med Lean Startup

Agil udvikling er over de senere år for mange blevet det helt store dyr i åbenbaringen. Drevet af startup-miljøet og nytænkende organisationer, er det blevet et fantastisk attraktivt alternativ til store, komplekse vandfalds-projekter.

Centralt i hele den agile tilgang står Lean Startup metodikken. Metodikken kom først på banen i 2008, da amerikaneren Eric Ries førte den på banen, og siden da har den gået sin sejrgang over hele verden. Bogen bag har solgt og solgt, og der findes ikke den konference rundt omkring, hvor man ikke snakker om metoden og dens tre elementer: Build, Measure, Learn.

Metodikken er også rigtig god og anvendelig, når man arbejder med udvikling af nye produkter og tjenester. Men lige som alle andre metoder og filosofier, fortjener den lige at få en kritisk gennemgang. Så det vil jeg forsøge at komme med her.

Udgangspunktet i Lean Startup er som nævnt den iterative proces Build, Measure, Learn. Man starter med at bygge noget ret simpelt. Så måler man, hvordan det virker. Man uddrager den lære, man kan af det. Og så tager man denne læring med videre i den næste iteration af ens produkt eller tjeneste. Og sådan kører det ellers rundt i ring og skaber i princippet en løbende forbedring af ens offering uden brug af store forkromede planer, GANT-diagrammer og hvad vi ellers har af gamle redskaber fra den klassiske projektverden.

Start med idéen

Lad mig gennemgå de enkelte skridt i modellen.

I starten har man en idé, og med udgangspunkt i den, bygger man sit Minimum Viable Product; det mindst muligt omfattende produkt eller tjeneste, man kan slippe afsted med for at få en rigtig test af, hvorvidt idéen holder eller ej. Man bygger sig produkt – Build – og releaser det til markedet.

Når produktet kommer ud, går næste del i gang – Measure. Her måler man kort fortalt på, hvordan produktet performer. Som minimum har man sørget for, der er rigtig god tracking på alt, hvad der foregår, og de fleste har også nogle KPI’er, som de følger. Disse kan være relativt generiske – antal besøg, antal salg m.m. – mens de mest avancerede opstiller specifikke KPI’er, der er designet til at definere præcis, hvilke svar det er, man gerne vil have ud af denne test.

Er man så avanceret, er man godt på vej mod sidste fase som er Learn. Det er her, hvor man bruger de opsamlede data på testen til at se på, hvordan det så egentlig gik og – vigtigst af alt – hvilke nye idéer og initiativer, det giver anledning til i forhold til at komme godt videre med næste iteration. Det er en super vigtig del af processen, for det er, man mere end på noget andet tidspunkt definerer, hvad det er, man hælder ind i sit produkt efterfølgende.

Pas på faldgruberne

Ovenstående er Lean Startup metodikken i meget korte træk. Og det ser jo ganske overskueligt ud. Men der er også nogle områder, hvor man med Lean Startup skal være opmærksom.

Det første opmærksomhedsprodukt handler om det input, man giver til modellen. Som med de fleste andre processer gælder princippet om ‘Shit in, shit out’. Og hvis man ikke passer rigtig meget på, er der en fare for, man kommer en halvbagt idé ind i processen til at starte med, og så kommer hele resten af forløbet til at handle om at optimere på noget, der egentlig er temmelig fejlbehæftet til at starte med – eller hvor der måske i virkeligheden bare havde været en bedre idé at starte ud med, hvis man havde gjort sig lidt mere umage.

Man kan naturligvis argumentere for, at metodikken vil fange en rigtig dårlig idé gennem processen og optimere på den. Og i princippet er det også korrekt. Men man skal ikke være blind for, at der kan indsnige sig en eller anden form for ‘confirmation bias’ undervejs, hvor man mere fokuserer på at få de målinger og den læring, der passer til ens ene forudfattede meninger end lytte til den feedback, markedet faktisk giver. Sker det bliver hele processen suboptimal for at sige det meget pænt.

Læring er altafgørende – og svær

Den næste ting, man skal være opmærksom på er selve læringsdelen. Talrige praktiske erfaringer viser, at mens man generelt er ret gode til at bygge ting, og de fleste også kan finde ud af at måle på det, de bygger, står det sløjt til med evnen til at lære. Dette kan skyldes, vi bare ikke er særligt gode til at lære af vores fejl. Men det kan også skyldes, vi nægter at se virkeligheden i øjnene og dermed discounter den negative feedback, der egentlig var livsnødvendig for os at få ind i den næste iteration af produktet.

For at imødegå dette sidste problem findes der de praktikere, der mener, man skal anskue hele processen anderledes. I stedet for at sige Build, Measure, Learn bør man i stedet sige Learn, Measure, Build. Dette er ud fra tanken om, at man først sætter sig ned og definerer, hvad det er, man gerne vil have ud af sin test i den pågældende version af produktet, hvordan man har tænkt sig at måle på det og først til sidst bygger produktet.

De praktikere, der advokerer for denne version, gør det, fordi de kan se, at rigtig mange i praksis har enormt svært ved læringsdelen, som er den centrale i hele processen. Alle kan bygge, de fleste kan måle – men de færreste formår for alvor at indfri det potentiale, der ligger i læringsdelen. Hvis det at kunne gøre det kræver, at der rettes lidt ind i rækkefølgen, må det være et lille offer at bringe for en metodik, som ellers er super effektiv.

(Foto: Flickr/Rebeca Zuñiga)

Er din udviklingspraksis giftig?

Alle undersøgelser viser, at den primære årsag til, at udviklingsprojekter fejler er, at man bygger noget, der ikke er noget marked for. Man kan undre sig over, hvordan det kan være sådan. Men begynder man at kradse lidt i overfladen bliver det faktisk meget mindre mystisk. For så viser det sig nemlig, at langt de fleste har en giftig – nærmest radioaktiv – tilgang til at definere deres udviklingsprojekter.

Det, der ofte sker, er, at en eller anden får en idé. Og i stedet for at finde ud af, om idéen overhovedet har nogen klangbund i noget marked, benytter man i stedet for tiden og ressourcerne på at udvikle på idéen, gøre andre omkring én begejstrede for den samt ikke mindst forsøge at finde ressourcer til at føre den ud i livet. På overfladen fornuftige ting. Men i realiteten de helt forkerte tiltag.

Udfordringen er nemlig den ret enkle, at mens man overbeviser sig selv om, man har opfundet det største siden hjulet, har man ufattelig lidt reel viden om markedet og ikke mindst de behov, end kommende kunder reelt har. Sagt på en anden måde: Man planlægger og bygger på præcis det tidspunkt, hvor man ved allermindst om det marked, ens produkt eller service skal fungere på. Mere præcis opskrift på at mislykkes kan man næsten ikke finde. Alene fordi det siger sig selv, at med ingen faktuel viden at basere sig på, er succesen stort set overladt til held. Et held langt de færreste i realiteten har. Og så er vi tilbage til den høje fejlrate.

Forbered dig ordentligt

Derfor er det rigtig gode spørgsmål naturligvis også, hvad man kan gøre for at undgå, at man kommer i den situation? Og heldigvis er der noget at gøre. Det hedder forberedelse og research.

Princippet er enkelt: I stedet for at bruge al sin tid og ressourcer på at køre ud af det spor, man er godt i gang med at forelske sig i, dedikerer man nogle af disse ressourcer til at undersøge det marked, man er på vej ud i. Udover at indhente rapporter og undersøgelser om markedsstørrelser, potentialer m.m., tester man på de behov, der måtte være derude for at se, om der reelt set er nogle, der har så stort et problem, man kan løse med det produkt, man forestiller sig, at de er villige til at betale for det.

Disse tests kan foregå på rigtig mange måder. Man kan lave forskellige online tests, man kan lave interviews, man kan præsentere de kommende kunder for tidlige prototyper og meget, meget mere. Pointen er, at det handler om at identificere kundens reelle behov – de jobs, de forsøger at udføre, og hvor vi gerne skulle have dem til at bruge vores produkt – og de udfordringer og forhåbninger, der er forbundet hermed.

Det handler om at få skabt en reel kundeprofil, som produktet eller servicen kan udvikles op imod. For det giver meget mere mening at udvikle noget til et behov, der er der, end til ét, vi faktisk ikke ved om findes. Det handler om at komme ud og få noget faktuel førstegrads-kendskab til markedet, så ens viden ikke er bygget på formodninger, gisninger, rapporter – og frem for alt fromme håb, som jo reelt oftest er det, der ligger iboende i enhver god idé, vi synes, vi får.

Få den faktuelle viden på plads

En sådan proces kan orkestreres på mange måder, og den er gavnlig uanset, om man starter med et helt blankt stykke papir, eller om man starter med et produkt eller en platform, som man i virkeligheden er nødt til at udvikle videre på. I sidstnævnte tilfælde handler det således udelukkende om at tage en time-out, hvor der opsamles faktuel viden i markedet til at bestemme, hvad der skal bygges ovenpå det eksisterende fremfor bare at bygge et eller andet.

Når man så har været processen igennem, produktet eller servicen er udviklet, og man er i markedet, sker der noget interessant. Man oplever grundlæggende en meget større hit-rate – og tilsvarende en meget mindre risiko for spektakulære flop. Hvorfor? Fordi man i stedet for bare at bygge noget er endt med at bygge noget, nogen rent faktisk havde brug for i en sådan grad, de også var villige til at betale for det.

Der er ikke noget i ovenstående, der er raketfysik. Alligevel forfalder det store flertal af virksomheder og organisationer hver gang til den hurtige løsning med en idé, der bare skal omsættes til handling uden at undersøge de reelle behov først. Grundene til det kan være mange. En del af det er helt sikkert noget meget menneskeligt, der handler om, vi elsker at handle og gøre noget – og især gerne bygge noget. Noget andet handler om, at vi ofte forveksler det at gøre noget med også at gøre det rigtige. Her er det bare kritisk, vi husker på, at de to ting absolut ikke behøver at have noget med hinanden at gøre.

(Foto: Flickr/Gonzalo G. Useta)

Mediernes vej ud på det blå ocean

Det er ikke nogen hemmelighed, at diverse klassiske mediehuse er strukturelt udfordrede af den digitale udvikling. Brugernes vaner ændrer sig markant i disse år, og internationale giganter knuser gamle lukrative annoncemarkeder under deres indtog i Danmark og fører milliarder af annoncekroner ud af landet.

I den situation kan man spørge sig selv, hvad der er mest hensigtsmæssigt at gøre: At spille med, flytte ind på de internationale platforme og satse på, at disse vil kunne være med til at drive ens forretning fremad og måske indirekte være med til at fremtidssikre den? Eller tage skeen i den helt anden hånd og gå i gang med at finde ud af, hvilken relevans man kan have i det nye mediebillede, som det er svært for de internationale aktører at matche?

I min bog er der ingen tvivl om, at den sidste løsning er den sværeste – men også den rigtige. For uanset hvor fristende det kan være at benytte de sociale medier som f.eks. Facebook som en trafikmaskine, er det givet, at man med en sådan fokuseret strategi afgiver kontrollen. Ikke alene underlægger man sig nogle forskellige politikker, der er opsat af modparten, og som ikke er til forhandling. Det er også fuldstændig op til denne platform at afgøre, hvor, hvornår og hvordan, man kan få sit indhold vist. Det er en ligning med alt for mange variable til, at man som medieleder bør føle sig rigtig komfortabel ved det.

Det gode spørgsmål er så i sagens natur, hvordan man kan gribe en sådan proces an? Her kommer et par bud.

Man kunne f.eks. starte med at opbygge en ny hypotese for ens virke som medievirksomhed. Man kunne kigge på det, dem der har succes gør, og så vurdere, hvordan man bedst kan lave noget, der ligger i forlængelse af det men som alligevel er så tilpas anderledes og unik, det bliver svært for dem at gøre tilsvarende. I en dansk kontekst vil det ofte sige noget, hvor der er danske hænder inde over, og hvor effekten meget opnås ved at være hands-on fremfor at have maskiner og algoritmer i gang.

Det handler med andre ord om at få en idé. Lad os for eksemplets skyld sige, at det her handlede om at kunne være mere relevant for den enkeltes hverdag. Gå lidt væk fra det klassiske produkt med artikler om stort og småt for i stedet at se på folks dagligdag, de problemstillinger de kæmper med og så komme med forskellige redskaber, der kan være med til at løse disse. Altså en slags mediemæssig schweizerkniv.

Dette kunne være en udmærket idé. Selv tror jeg meget på relevans som en service, der skaber værdi. Men pointen her er, at vi ved det ikke. Så man er nødt til at teste idéen for at finde ud af, om den overhovedet har nogen klangbund hos kunderne.

En sådan test giver anledning til noget kvalitativ analyse. Vel at mærke analyse hvor man kommer helt ud til den enkelte kunde i vedkommendes hverdag. En fokusgruppe eller to er ikke nok, fordi disse har den indbyggede svaghed, at de baserer sig på (1) vores forestilling om, hvad det er for et produkt, vi gerne vil i markedet med og (2) vores mulige kunders forestillingsevne, når de hører, hvad vi tænker. Kunder kan i udgangspunktet forestille sig alt. Og derfor sker der også ofte det, de giver biased svar – de svar vi gerne vil høre. Hvilket ikke hjælper os, når produktet så flopper i det rigtige marked.

Nej, i stedet for handler det om at komme ud og observere og lytte. Se hvad kunden foretager sig. Lytte til problemstillinger. Gøre sig sine noter og observationer ud fra et åbent sind. Og komme hjem med en masse data, der så kan bearbejdes videre ned i en mapping af, hvor det er skoen trykker, og hvordan et nyt produkt vil kunne ikke bare fjerne stenen men også skabe ekstra værdi.

Til dette arbejde kan man bruge Value Proposition Canvas; en simpel model, der ikke alene mapper hvad det er for et behov, kunden har, men også hvilke faktorer, der forhindrer kunden i at nå sit mål og hvilke ting, kunden egentlig godt kunne tænke sig at få oveni en løsning, når først løsningen er der. Når man har dette på plads, kan man arbejde sig frem til, hvilke midler der skal til for at fjerne problemstillingen, og hvad man kunne forestille sig, den ekstra værdi bestod i. Og så kunne man kigge på disse to ting og derfra skitsere omridset af sit kommende produkt – baseret på kundens behov.

Rigtig mange medievirksomheder fejler konsekvent i den øvelse; at behovet hos kunden ikke er klart beskrevet og analyseret, før man går igang. Men det er en god øvelse at lave. Om ikke andet så fordi det nok vil vise sig, det reelt set er den øvelse, der også ender med at flytte medievirksomhedens tænkning efter mange år, hvor det har været rigtigt svært at finde ‘det der nye’ selv. Og så er der også det gode ved det, at denne modeltænkning og -brug giver et godt afsæt for den videre proces.

For nu kan kan gå videre til at kortlægge sin forretningsmodel via Business Model Canvas. Arbejdet fra Value Proposition Canvas er sådan set det svære – og det væsentligste – så når først dette er føjet ind i modellen, kan man gå i gang med at stille sig selv spørgsmålene: Hvad skal der til, for at vi kan levere dette produkt? Hvem har vi brug for for at gøre det? Hvilke kanaler skal vi bruge for at nå vores kunder? Hvordan servicerer vi dem? Hvad koster det? Og ikke mindst: Hvordan tjener vi penge?

Igen er det vigtigt her at huske, at på dette tidspunkt ved man endnu ikke noget. Det er stadig kun en idé – omend en underbygget en af slagsen. Så arbejdet består ikke i at lave løsningen nu. Den består i indenfor hvert af de områder, der ligger i Business Model Canvas at få opstillet nogle hypoteser om, hvordan man tror tingene hænger sammen – og så følge det op med fokuserede, effektive tests i markedet af, om det nu rent faktisk også er sådan.

Dette test arbejde kan man bl.a. udføre via Pretotyping; den hurtigste, enkleste og billigste måde at teste nye idéer på. Udviklet af en Google-medarbejder, er Pretotyping en omkostningseffektiv måde til at sikre sig nok viden om en idé til, at man med statistisk sikkerhed kan udtale sig om, hvordan det ville se ud, hvis man gik direkte til at udvikle det færdige produkt. Det giver én enorm viden – og kan potentielt spare en for rigtig mange fejlinvesterede penge, som man i en presset tid rigtig gerne vil spare for i stedet at kunne investere i noget, der rent faktisk giver en værdi.

Gør man alt dette arbejde, vil man gå fra at have en idé om – for nu at bruge mit eksempel – at en tjeneste, der baserer sig på at være en relevant hjælper i den enkeltes dagligdag kunne være en rigtig god idé til at få nogle data på, at det er det faktisk, fordi der både er opfyldelse af et behov, interesse for løsningen samt ikke mindst en villighed til også at prøve den og betale. Dermed er man langt tættere på at have noget, der kan tage konkurrencen op og give et relevant modspil til de internationale giganter på områder, hvor de ellers ville kunne have det svært.

Og det vil i sig selv være opløftende: At optimismen om at man faktisk kan konkurrere mod disse sværvægtere kommer tilbage, så man kan komme væk fra, at alle strategiske træk med nye produkter, opkøb m.m. er defensive i deres natur indenfor en branche, der vel at mærke over de seneste godt 20 år har vist sig nærmest umuligt at forsvare.

I næste indlæg kommer jeg ind på, hvordan medierne ved brug af Lean Startup metoder vil kunne arbejde effektivt med at føre disse verificerede idéer og tanker ud i livet på en måde, der minimerer risikoen for at gentage fortidens kostbare digitale fejlinvesteringer.

(Foto: Flickr/Boris Mann)