Vejen til sikker prioritering

Én af de ting, som mange af os efterspørger i vores daglige arbejde med digital udvikling og innovation i det hele taget, er en god måde at prioritere vores tid og ressourcer på. Udviklingen går nemlig så hurtigt, og vi bombarderes med så mange forskellige idéer og input hver eneste dag, at vi konstant går …
For at kunne se dette indhold, skal du først købe Premium adgang, 1 år.

Se det, du ikke ser

Har du nogensinde set Månen? Har du stået nede på Jorden, kigget op og betragtet vores eneste drabant og spekuleret over, hvor mageløs den er?

Det har du nok. Og så har du det i praksis alligevel ikke. For ingen af os har set Månen i sin hele form – kun den side af den, der er synlig. Månens bagside har kun nogle få astronauter nogensinde set med egne øjne. Det er et faktum.

Alligevel tøver vi ikke med at sige, vi kan se Månen. Og denne selvovervurderende tankegang findes også i rigtig meget udvikling og innovation. Med forudsigelige udfordringer til følge. 

LÆS MERE

Fornuft før teknologi

Efter en hel del år hvor mulighederne i nye teknologier har været i fokus, og ny teknologi nærmest i sig selv har været godt – alene fordi det var nyt – ser det ud som om, der er ved at ske en lille drejning.

Nu begynder flere at snakke om, hvad det er for udfordringer og problemer, vi har indenfor forskellige områder, som fundamentet for overhovedet at begynde at snakke om at kunne anvende ny teknologi til at løse disse.

Det er bestemt en positiv udvikling – af flere grunde.

LÆS mere

Tech-fetichismen lever i 2017

handcuffs-2344766_1280

Dette er anden del af en serie på 3 indlæg, hvor jeg forsøger at samle lidt op på 2017, og de ting, jeg har observeret og selv været en del af. Første del findes her, og tredje del kommer på mellem jul og nytår. 

Normalt er det sådan, at løsningen kommer efter problemet. Hvis der f.eks. kravler en fyr rundt på taget af mit hus med en masse værktøj, er det med stor sandsynlighed, fordi jeg har konstateret et hul, det kræver en fagmand at tætne.

Til trods for denne logiske sammenhæng i livets almindelige forhold, er der stadig i 2017 én branche, hvor logikken er vendt på hovedet. Hvor løsningen stort set altid kommer før forståelsen af det virkelige problem. Og hvor resultaterne er derefter. Hvorfor?

Det er det, jeg har undret mig mest over i 2017.

Continue reading “Tech-fetichismen lever i 2017”

Fandens forretningsplan

Hvis du skal lave et nyt projekt eller et nyt produkt, skal du altid lave en forretningsplan. Altid. Også selvom alle i virkeligheden godt ved, at den plan, du skal lave, ikke har noget som helst med virkeligheden at gøre – og aldrig nogensinde vil få det. Og leder du efter et nyt job, hvor du skal arbejde med udvikling, kan du være helt sikker på, at noget af det, du skal være mest skarp til er at udarbejde business cases – en tæt slægtning til forretningsplaner.

Tænker man lidt over det, virker det ikke altid lige gennemtænkt. Tværtimod. Det virker mere som et enormt spild af tid og energi, der kunne være brugt på noget meget mere anvendeligt.

Continue reading “Fandens forretningsplan”

Refokusér din forretning

Noget af det mest demotiverende, man som virksomhed kan opleve er, hvis hele ens forretning ikke bare stagnerer men rent faktisk går tilbage, og der er ikke noget som helst, man for alvor kan gøre ved det. Tænk bare på PostNord som eksempel. Hvornår har de sidst rigtig haft en følelse af succes? Den svindende …
For at kunne se dette indhold, skal du først købe Premium adgang, 1 år.

Deleøkonomi er barnet af finanskrisen

Deleøkonomi. Nogle har prøvet det allerede – at leje eller låne sig frem fremfor at købe og eje – og endnu flere har snakket om det. Og ofte, når det sker, går en stor del af snakken på, om dette er et fundamentalt nyt fænomen, der vil revolutionere alt, eller om det i virkeligheden er en udløber af noget andet, og at vi vil komme til at se det som en parentes i historien.

Skal man starte med at tage de positive briller på, er der ingen tvivl om, at det er spektakulært, hvilken position virksomheder som Airbnb og Uber har kunnet opbygge på meget kort tid. Udover at være koncepter, de fleste kan forstå – fordi den grundlæggende ydelse som overnatning et fremmed sted og transport fra A til B har eksisteret i århundreder – er der ingen tvivl om, at eksekveringen har været tæt på fejlfri, og at markedet for disse ydelser er der og er stort.

Men på den anden side er det også tankevækkende, at deleøkonomiens fremmarch falder sammen med den største finansielle krise, verden har oplevet siden depressionen i 30’erne. Og der er i sig selv en pointe i at forsøge at gøre sig selv nogle overvejelser om, om deleøkonomien mon i virkeligheden er et kalket lig ovenpå en overflods-økonomi, der brød sammen, eller om den er noget i sin egen ret.

Selv hører jeg mest til i den mere negative ende af skalaen. Uagtet at jeg bestemt synes, der er både mening og værdi i de ydelser og produkter, som virksomheder indenfor deleøkonomien tilbyder, kan jeg ikke friholde mig for den tanke, at sammenfaldet med den finansielle krise simpelthen er for åbenlyst til at være helt tilfældigt.

Det bliver nærmest logisk, når vi ser på det fra et forbruger-perspektiv: Den ene dag har vi rigeligt med penge og kan med en tidligere finansministers ord “købe hele verden”. Den næste dag står vi uden job, uden penge og med et privatforbrug og ikke mindst en forventning om vores livsførelse, der er ude af trit med de midler, vi har at kaste efter det. Det giver i min verden en meget fertil jord for at begynde at snakke om deleøkonomi og kigge i den retning for at opretholde sit forbrug. Eller i det mindste illusionen om samme.

Man kan også spørge på en anden måde: Hvorfor var der ingen, der snakkede om deleøkonomi eller kiggede i den retning, da det gik helt fantastisk økonomisk i den første halvdel af 00’erne? Ja, det er da tankevækkende.

Men uanset om deleøkonomien er født af det ene eller det andet er den her nu. Om ikke andet så i hvert fald for en periode. Og virksomheder begynder så småt at begynde at omfavne den og tænke i produkter og ydelser, der mere fokuserer på adgang end ejerskab. Hvilket også giver rigtig god mening.

Ikke alene kigger virksomhederne efter nye muligheder for vækst. Og hvis alternativt til et produkt, der kan lejes ud er, at der slet ikke foretages noget salg, kan man ikke fortænke diverse virksomheder i at tænke i abonnements- og serviceløsninger, hvor det stadig er virksomheden selv, der ejer produktet.

Gjort rigtigt kan det faktisk også vise sig at være en rigtig god forretning. For man kan godt skrue forretningsmodeller sammen, hvor den initielle transaktion er den lille i forhold til de løbende omkostninger (tænk f.eks. printere og toner). Og rent psykologisk sker der også det, at bryder man bare regningen ned i tilpas små bidder og spreder den over tid, vil man i mange tilfælde kunne opleve kunder og forbrugere, der faktisk ender med at betale mere for produktet, end de ellers ville have, hvis de bare købte op front (tænk klassisk afbetaling – bare uden ejerskabet).

Det gode spørgsmål i den forbindelse, for de virksomheder der begiver sig ind i denne model, er dog stadig, hvordan man over tid skaber forbrug af produkterne, der igen avler loyalitet, der igen afleder større indtjening på abonnementet. For pengepungen er stadig den samme. Og for rigtig mange mennesker – forbrugere – er der stadig mindre i den, end der var engang. Tilsvarende bliver der over tid oparbejdet en løbende serviceforpligtelse hos den enkelte virksomhed, som man skal være sikker på at have regnet rigtig godt ud, hvis ikke den skal ende som en økonomisk klods om benet.

Uanset hvad man måtte tænke om deleøkonomien og muligheder for at agere i den, er der ingen tvivl om, at der er områder, den ligger bedre til end andre. Hvilke det er, er måske p.t. med den manglende praktiske erfaring over tid in mente en subjektiv afgørelse, det er op til den enkelte at foretage.

Selv tror jeg f.eks. mere på Airbnb end Uber, fordi jeg kan se et element af uniqueness – alle steder jeg kan leje er specielle, og det i sig selv giver noget ekstra til produktet end bare billig overnatning.

Ubers store udfordring – eller delebiler mere generelt – er, at jeg dybest set ingen garanti har for, at tjenesten er tilgængelig, når jeg har brug for den. F.eks. om natten når jeg skal på skadestuen med mit syge barn. Der er det stadig godt at have en bil stående lige udenfor, så man hurtigt kan komme afsted.

Og så er der jo det helt store spørgsmål tilbage: Hvad sker der den dag, hvor økonomien forbedres, og folk igen får råd? Ikke alene kunderne der igen får råd til at eje og den status, der stadig ligger i at eje fremfor at leje (selvom der kan findes masser af kloge mennesker, der advokerer for, det er cool ikke rigtigt at have råd). Men også de, der skal servicere disse dele-produkter – eksempelvis chaufførerne der kører for Uber og måske (for en stor dels vedkommende) gør det mere af nød end af lyst.

I virkeligheden kan man vælge at se Ubers satsning på førerløse biler, droner m.m. som erkendelsen af netop det: At den dag, hvor de ansatte får andre reelle muligheder for en indtægt, der er bedre, smutter de. At modellen kun fungerer, fordi der lige nu er en økonomi, hvor man kan få mennesker til at gøre det, man ellers kun kunne få maskiner, der ikke stiller krav til løn, til at gøre før.

Måske er deleøkonomien i virkeligheden ikke andet end det: En ny markedsplads for mennesker, der før havde bedre råd, til at opretholde billedet af, de stadig har det. Og med nogle nye mellemmænd, der i processen sikrer sig fortjenesten.

(Foto: Flickr/freestocks.org)